Sogndal-spilleren Emil Pálsson er i stabil tilstand efter sit hjertestop på banen mandag.

Det oplyser hans klub i en pressemeddelelse.

»Emil er stabil og vil gennem dagen blive videre udredt og behandlet på Haukeland Universitetshospital,« skriver de.

De oplyser videre, at de vil komme med en ny opdatering, når de ved mere i løbet af tirsdag eftermiddag.

Sogndal-spilleren Emil Pálsson blev mandag genoplivet, efter han kollapsede midt på banen.
Sogndal-spilleren Emil Pálsson blev mandag genoplivet, efter han kollapsede midt på banen. Ola Skram / Porten.no / NTB

Det var efter blot 12 minutter af opgøret mellem Sogndal og Stjørdals-Blink i den norske 1. division, at Emil Pálsson mandag faldt til jorden.

Ifølge Discovery blev der lynhurtigt udført livreddende førstehjælp på banen, mens ambulancefolk prøvede at skærme ham – præcis som man så flere danske landsholdsspillere gøre efter Christian Eriksens kollaps i Parken under EM den 12. juni.

Emil Pálsson blev genoplivet og lå i alt på banen i cirka 10 minutter, inden han var ved bevidsthed.

Han blev fløjet med helikopter til hospitalet i Haukeland, mens kampen blev afbrudt. Den skal spilles færdig på et senere tidspunkt.

Episoden vækker for mange danskere nok mindelser om Christian Eriksens lignende kollaps under Danmarks gruppekamp mod Finland i Parken ved sommerens EM-slutrunde.

Her måtte den danske stjernespiller også genoplives på banen efter et hjertestop.

Det er fortsat uvist, om han kommer til at spille fodbold igen.