En 27-årig mand fra Hobro havde ifølge politiet sat dato for, hvornår et eller flere skoleskyderier skulle gennemføres.

Det fremgår af fængslingskendelsens i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Manden blev anholdt klokken 10.00 den 16. december sidste år. Dagen efter blev han fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for i tiden fra 2015 og frem til sin anholdelse at have planlagt et eller flere skoleskyderier i Nord- eller Østjylland, hvor flere personer skulles dræbes.

Siden har politiet rejst tiltale i sagen, selv om den 27-årige mand gennem hele forløbet har nægtet sig skyldig.

I fængslingskendelsen fra grundlovsforhøret lyder det, at manden havde sat sig for øje at gennemføre skyderierne en bestemt dag i oktober 2018. I tiltalen suppleres den oplysning med, at manden ifølge politiet anskaffede sig en bil i marts 2018, der skulles bruges til formålet, ligesom han i 2015 og 2017 anskaffede sig to pistoler.

Men efter en række besøg på skolerne valgte den 27-årige mand efter eget udsagn ikke at føre planerne ud i livet.

Alligevel mener politiet, at manden fortsatte med at planlægge sine ugerninger. Af tiltalen fremgår det, at den nu tiltalte i 2019 og 2020 lavede adskillige videooptagelser med beskrivelse af sit ønske om at udføre et masseskyderi.

Samtidig bemærkede Retten i Aalborg i forbindelse med grundlovsforhøret, at den 27-årige selv efter han 12. juni 2020 - altså et halvt år før anholdelsen - fik ransaget sit hjem og beslaglagt de to pistoler, foretog en række søgninger på køb af våben.

På hans Googledrev blev der desuden fundet materiale om skoleskyderi samt et tidligere omtalt manifest. I manifestet skulle han ifølge politiet have beskrevet, hvordan han ville gennemføre skoleskyderierne.

Og netop de handlinger, som er foretaget efter 12. juni 2020, medvirkede ifølge Retten i Aalborg til, at der var begrundet mistanke om, at den nu tiltalte mand havde til hensigt på et tidspunkt at gennemføre skyderierne, hvorfor han også blev varetægtsfængslet.

Specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim Kristensen har tidligere oplyst til B.T., at man er af den overbevisning, at man med anholdelsen forhindrede planerne.

Den mistanke styrkes af, at den 27-årige den 13. december 2020 - altså tre dage inden, han blev anholdt - oprettede en ordre på køb af en AR-15 riffel på det såkaldte DarkWeb.

»Men vi kan ikke sige noget om tidshorisonten,« har Kim Kristensen tidligere oplyst til B.T.

I forbindelse med grundlovsforhøret anmodede den 27-årige mand også om at blive anbragt på en psykiatrisk afdeling. Den anmodning blev i første omgang afvist, men siden april 2021 har den 27-årige mand siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Det var tilsyneladende en tilsvarende riffel, som den 27-årige ville købe på DarkWeb.
Det var tilsyneladende en tilsvarende riffel, som den 27-årige ville købe på DarkWeb. Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

B.T. har tidligere kunnet fortælle, at den 27-årige mand indtil for nylig havde en stort set fuldt tilgængelig Facebook-profil med billeder af sig selv fra både sin barndom og de senere år.

Her kunne man se, hvordan manden gennem en periode dyrkede det såkaldt goth-miljø, ligesom han også jævnligt delte sine tanker – ofte i forbindelse med triste og emotionelle sange.

Enkelte af hans opslag er blevet kommenteret af pårørende, som har tilkendegivet, at de håber, han snart får det bedre.

I et opslag af ældre dato talte den 27-årige mand også for legalisering af skydevåben. Manden argumenterede for, at vi som mennesker skulle have mulighed for at beskytte os selv.

Samtidig fortalte han i et opslag fra 2015 – altså omkring det tidspunkt, hvor planlægningen af skoleskyderierne ifølge politiet skulle være begyndt – at han netop havde bestået haglskydeprøven.

Men efter det mandag formiddag kom frem, at politiet havde rejst tiltale i sagen, er profilen ikke længere at finde på Facebook.

Nævningesagen mod den 27-årige mand er berammet til januar måned. Manden er beskyttet af navneforbud, og B.T. kan således ikke komme nærmere ind på hans identitet.