En dag i august sidste år ramlede det hele for den uprøvede partileder Alex Vanopslagh.
Han brød sammen i sin folketingslejlighed, græd og fik ukontrollerede raserianfald.
Det fortæller Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, i et interview med Euroman, hvor han for første gang taler ud om sit lange forløb med stress og angst.
Datoen, hvor han for alvor brød sammen, er 14. august 2020. Dagen før har B.T. skrevet en historie om, at Alex Vanopslagh har fundet kæresten Nana på partiets kontorgang.

Det har skabt stor splid internt i partiet, og det ender med, at sekretariatschefen, Karsten Anker Petersen, siger op i protest, mens pressechefen, Anne Kirstine Cramon, bliver fyret.
På det tidspunkt bor Alex Vanopslaghs kæreste desuden i en lejlighed i Nyhavn, som partiet har skaffet.
Alex Vanopslagh bliver beskyldt for nepotisme, fordi han har blandet sig i kærestens ansættelsesforhold.
Dagen efter B.T.s historie holder Liberal Alliance pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Nyborg. Her spørger pressen ivrigt ind til kærestesagen.
»Det er et helvede for mig at komme igennem. Der er en dårlig pressesag, hvor jeg bliver beskyldt for nepotisme, og det er et dårligt pressemøde. Jeg står og har galopperende angst og tunnelsyn, og pressen bliver ved at spørge ind til nepotisme-sagen. Jeg kan slet ikke tænke klart,« siger Alex Vanopslagh til Euroman.
Pressemødet bliver kort. Efter Alex Vanopslagh har svaret på det første spørgsmål om nepotisme og kærestesagen, tager partifællen Ole Birk Olesen over på det tåkrummende pressemøde.
»Jeg har sagt til Ole inden, at hvis de bliver ved med at grave i det der, så må han afbryde pressemødet. Det var superpinligt,« siger Alex Vanopslagh til Euroman.
Og det gjorde Ole Birk Olesen så efter fem-seks spørgsmål om kærestesagen.

Efterfølgende afslår Alex Vanopslagh at stille op til interview om sagen. I stedet går han ned med flaget.
»Derefter tager jeg tilbage til København, og så bryder jeg sammen. Jeg græder og græder og har nogle helt vanvittige raserianfald, der slet ikke ligger til mig. Jeg indser, at jeg bliver nødt til at gøre noget,« fortæller han.
Et halvt års tid før B.T. skriver historien, bliver det klart internt i Liberal Alliance, at Vanopslagh har et forhold til en ansat.
Derfor forsøger sekretariatschefen, Karsten Anker Petersen, at lave en fratrædelsesaftale med kæresten Nana, da forholdet giver problemer på kontorgangen på Christiansborg.
Men i den proces blander Alex Vanopslagh sig i fratrædelsen, hvilket får Karsten Anker Petersen til at smutte i protest.
'Det viste sig, at jeg ikke havde den aftalte ledelsesret, herunder retten til at hyre og fyre,' skriver han på LinkedIn efterfølgende.
Efter intern uro omkring sagen ender Ole Birk Olesen med at overtage forhandlingen om kærestens fratrædelsesaftale.
Selvom B.T.s historie rammer forsiden i august, hvor LA-lederen rammer bunden, bliver han først officielt sygemeldt med svær stress kort før jul.
I dag er han tilbage i den politiske manege. Men det tog adskillige måneder, før han kunne vende fuldt tilbage til sit arbejde på Christiansborg.

