To unge kvinder blev natten til torsdag overfaldet på åben gade i Aalborg.

Det var en 22-årig mand, der stod bag overfaldene, der skete klokken 00.48 på Svendsgade i Aalborg Vestby.

»Først blev de to kvinder på henholdsvis 21 og 22 år overfaldet verbalt, og så tildelte han dem begge knytnæveslag,« forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.

Den ene af kvinderne blev slået bevidstløs af manden, som ikke stoppede der.

»Herefter trampede han den bevidstløse kvinde i hovedet,« siger vagtchefen.

Manden blev anholdt på stedet, og der var flere vidner til det uhyggelige optrin.

Den 22-årige overfaldsmand ligger i detentionen, indtil han er klar til at blive afhørt af politiet. Manden var desuden påvirket af enten stoffer eller alkohol, oplyser Jess Falberg. Efter afhøringen vil der blive taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

De to kvinder er blevet kørt på skadestuen og er noget forslåede, men ifølge vagtchefen er de ikke kommet alvorligt til skade. Kvinderne har ingen relation til overfaldsmanden, hvorfor politiet betragter overfaldet som umotiveret.