De fleste har prøvet at fortryde noget efter en våd aften i byen.
Det gør sig nok også gældende for den 48-årige kvinde, der onsdag aften endte sin brandert i autoværnet på E45.
Påkørselen af autoværnet skete i sydgående retning ved afkørsel 21 Nørresundby N omkring klokken 22.52.
Da politiet ankom til stedet, kunne de godt se, at kvinden var påvirket, og bad hende derfor blæse i alkometeret.
Og det pust skulle ende med at blive en dyr fornøjelse, for det viste sig, at kvindens promille var over 2,0, som er grænsen for vanvidskørsel.
Derfor har politiet nu beslaglagt hendes bil, en Skoda Octavia af ældre model, oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.
Når politiet beslaglægger en bil i forbindelse med vanvidskørsel, er det med henblik på konfiskation, som er en permanent inddragelse af køretøjet.
Der var tale om et solouheld, og den beduggede kvinde blev kørt til skadestuen for at blive tjekket efter hændelsen.
Loven om vanvidskørsel, der giver politiet ret til at beslaglægge køretøjet, trådte i kraft 31. marts i år.



