Lyt til artiklen

Da en kvindelig patient en januarmorgen i år ankom til Viborg Sygehus efter en faldulykke, var det med den 30-årige læges ord med 'babu-babu'. Det var med panik, smerte og skrig.

Selvom han fokuserede på hendes skadede knæ, undersøgte han også resten af hendes krop. Heriblandt hendes anus. Både indvendigt og udvendigt.

Selv hævder han, at det for ham var en naturlig del af forløbet på akutafdelingen den dag. Anklagemyndigheden hævder modsat, at han udsatte den kvindelige patient for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

»Jeg har aldrig haft intentioner om at krænke. Jeg vil bare gerne være den bedste læge overhovedet, og det har jeg forsøgt at blive ved at være grundig og ikke misse noget som helst,« siger han tirsdag formiddag fra anklagebænken i Aarhus.

Han nægter sig skyldig i samtlige af de anklager, der er rettet mod ham. Nægter at have blufærdighedskrænket fire kvindelige patienter på Viborg Sygehus og Aarhus Universitetshospital. Nægter at have forgrebet sig på to af dem. Nægter at have misbrugt sin stilling.

Han gjorde bare sit arbejde, fortæller han og understreger han, at han som nyligt autoriseret læge ikke var så erfaren som mange andre.

Derfor foretog han måske også for mange undersøgelser, da den førnævnte kvinde 20. januar landede på akutafdelingen på Viborg Sygehus.

Hun var netop faldet på et løbebånd i et fitnesscenter og kommet så voldsomt til skade, at hun blev hentet med ambulance.

Ved ankomst til akutafdelingen sagde redderne ifølge den tiltalte, at han skulle fokusere på hendes ben.

»Men hun havde også ondt alle mulige andre steder,« forklarer den tiltalte og lister så alle de undersøgelser, han også foretog.

Øjnene blev tjekket. Det samme blev ryggen, nakken og hendes brystkasse.

I anklageskriftet lyder det, at den tiltalte skulle have befølt den kvindelige patient på brysterne og dermed krænket hendes blufærdighed. Det nægter han.

»Hun fortalte, hun havde ondt i brystkasse. Hvis hun havde brækket et ribben, kunne det være farligt,« siger han i retten og uddyber så undersøgelsen.

»Brysterne er selvfølgelig midt på området. De er lidt i vejen, når man skal trykke på siderne.«

»Jeg kan ikke afvise, at jeg har været i berøring med brystvævet, men jeg har ikke undersøgt det.«

Dernæst gik han videre til at undersøge, om hendes nerver og rygsøjle var beskadiget. Det kan man, ifølge den tiltalte, undersøge på »tusind forskellige måder«.

Han valgte at gøre det rektalt.

Og derfor fik han vendt hende om på siden. Adspurgt, kunne han ikke svare på, hvorfor han valgte at vende hende om på siden, hvis han mistænkte, at hun havde skader på nerverne i ryggen.

Derefter foretog han undersøgelsen, som foregår ved, at lægen iføre sig en handske og gel og stikker en finger op for at mærke.

Han fandt intet, noterer han i retten. Han beskrev heller aldrig undersøgelsen i kvindens journal.

»Der kan man godt klandre mig for at have lavet dårlige skøn i disse undersøgelser, fordi jeg ikke har fundet noget.«

»Man kan jo godt sige, at nogle undersøgelser er unødvendige.«

Anklageren spørger, om den kvindelige patient forud for undersøgelsen havde fortalt om rygsmerter. Til det lyder svaret:

»Som jeg husker det, fortalte hun, at hun havde rigtig ondt i ryggen.«

»Jeg kan godt forstå, hvorfor du vil pejle mig i retning af fejlskøn. Men når jeg har stået i momentet, har mit udgangspunkt været at have en bred vifte af undersøgelser og viden. Derfor har jeg foretaget undersøgelser, som erfarne overlæger ikke vil lave. De ville vide, at de ikke skulle stikke en finger i numsen på hende,« forklarer han.

I anklageskriftet lyder det også, at den 30-årige læge skulle have foretaget en vaginal undersøgelse på kvinden. Ligeledes uden samtykke. Også det afviser han blankt.

Ligesom han også afviser at have udsat yderligere en kvinde for overgreb og blufærdighedskrænket to andre.

Lægen hævder, at alle undersøgelserne var lægefaglige. Og at han i øvrigt ikke befølte deres bryster.

Står det til anklagemyndigheden, skal lægen fratages den autorisation, han fik i sommeren 2021.

Selv vil han frifindes og fortsætte sit virke som læge. Et job, han har fået for »at hjælpe folk på den gode måde«.

Der er afsat fire retsdage til sagen. Og man forventer, at der falder dom 21. december.