'Rød kode.'

Sådan kategoriserer svensk politi tilstanden i forstæder til Stockholm, hvor drenge i 10-årsalderen interesserer sig for våben og truer med at bruge dem mod politiet.

Voldsparatheden i de svenske byer er tydeliggjort ved et blodigt spor, der driver gennem områderne og misfarver troen på lov og orden.

Særligt de seneste fem år har byerne Järva og Rinkeby været så uroplaget af bandekonflikter, at unge mænd fortæller, hvordan de har været til flere begravelser end fødselsdage.

Et bandemedlem fortæller i et interview med den svenske avis Expressen, at han har været med til at lægge 18 venner i jorden. Han er selv 24 år.

Siden 2015 har Rinkeby været centrum for en blodig konflikt mellem Dødspatruljen på den ene side og Shottaz på den anden.

Én vennegruppe, der efter uoverensstemmelser splittede op i to hardcore bander, som ifølge politiet tegner sig for mindst 10 drab imellem sig.

Bragte volden til Danmark

To af drabene fandt sted i Herlev vest for København i juni 2019.

De to ofre for dobbeltdrabet i Herlev. Til venstre en 21-årig mand med tilnavnet 'Gucci'. Til højre en 23-mand kaldet Franky, der var bandeleder i Stockholm-banden Shottaz. Privatfoto
De to ofre for dobbeltdrabet i Herlev. Til venstre en 21-årig mand med tilnavnet 'Gucci'. Til højre en 23-mand kaldet Franky, der var bandeleder i Stockholm-banden Shottaz. Privatfoto
Vis mere

Her lokkede medlemmer af Dødspatruljen tre Shottaz-medlemmer i et baghold og likviderede med fuldautomatiske våben to af dem.

Bagefter tog de billeder af de gennemhullede og livløse kroppe og delte dem på det sociale medie Snapchat, som var de trofæer nedlagt på en bytterig jagt.

De dræbte mænd var henholdsvis 21 og 23 år.

Mandag startede retssagen mod fem mænd tiltalt for dobbeltmordet i Herlev. Alle fem er medlemmer af Dødspatruljen. Alle fem fastholder deres uskyld.

Nyt had og nye konflikter

I bandernes baghaver nordvest for Stockholm er svensk politi frustrerede. De føler sig magtesløse og kan ikke længere navigere i den voldsspiral, der for hvert drab blot snurrer hurtigere og hurtigere.

»Hver gang der sker en ny forbrydelse, opstår der et nyt had og nye konflikter,« siger Frida Nordlöf fra lokalpolitiet i Järva til Expressen.

Hendes kollega Rissa Seidou fortæller til SVT, hvordan børn i 3.-4. klasse direkte henvender sig til betjente, der patruljerer i områderne, og udviser truende adfærd:

»Jeg har hørt og set børn og unge helt ned til 10 år, som siger alvorlige ting. 'Jeg skal låne dit våben og skyde dig', har nogle børn eksempelvis sagt til mig,« lyder det fra Rissa Seidou.

Hun mener, at der er behov for at sætte ind allerede i børnehaven, hvis ikke også kommende generationer skal lokkes ind i bandernes farefulde fold.

Likvideret på pizzeria

Svenska Dagbladet har bag deres betalingsvæg lavet en udførlig kortlægning af de rivaliserende bander, og her fremgår det tydeligt, at banderne rekrutterer purunge medlemmer.

Det fremgår desuden, at 20 centrale personer i bandekonflikten er blevet dømt for i alt 330 forbrydelser.

Det eneste mord, der hidtil er faldet dom i, fandt sted den 8. januar 2018 på et pizzeria i Rinkeby.

Abdirizak Osman gik målrettet ind på pizzariaet, trak en pistol og affyrede to skud. Han var 16 år på gerningstidspunktet og blev dømt til at afsone tre år i ungdomsfængsel.
Abdirizak Osman gik målrettet ind på pizzariaet, trak en pistol og affyrede to skud. Han var 16 år på gerningstidspunktet og blev dømt til at afsone tre år i ungdomsfængsel. Foto: Svensk politi
Vis mere

Her trak en hætteklædt 16-årig dreng pludselig en pistol og skød en 24-årig mand to gange. Et skud i hovedet. Et i halsen.

Skuddene blev affyret på klos hold med adskillige spisende gæster i restauranten – og lige netop dét understreger ifølge politiet bandernes kynisme og rå brutalitet.

Flygtet fra fængslet

Den dengang 16-årige gerningsmand Abdirizak Osman blev efterfølgende idømt tre års afsoning i ungdomsfængsel.

Et sted, han for tre uger siden på spektakulær vis flygtede fra.

Et svensk bandemedlem dømt for drab, Abdirizak Abdimalek Osman, er efterlyst. Svensk politi frygter, han vil blande sig i en retssag i Glostrup i dag.
Et svensk bandemedlem dømt for drab, Abdirizak Abdimalek Osman, er efterlyst. Svensk politi frygter, han vil blande sig i en retssag i Glostrup i dag.
Vis mere

Siden er Abdirizak Osman blevet efterlyst over hele Sverige, men ingen har set ham.

Både dansk og svensk politi frygtede mandag, at flugten havde noget med retssagen for dobbeltmordet at gøre, og at den i dag 18-årige dømte morder ville dukke ved det første retsmøde i Glostrup.

Af samme årsag var sikkerheden foran retsbygningen skyhøj, da de fem tiltalte ankom.

»Hver af de fem tiltalte blev eskorteret af flere ledsagebiler fra politiet med fuldt kampklædte betjente bag rattet med hjelme og skudsikre veste. Al trafik på den nærliggende vej blev stoppet fem gange, når de ankom enkeltvis,« fortalte B.T.s kriminalreporter Birger Andersen, der var til stede ved retten mandag.

De fem tiltalte er alle anklaget for drab, og kan anklagemyndigheden overbevise retten om, at de er skyldige i de to mord, vil pizzeriamordet i Rinkeby ikke længere være det eneste opklarede drab mellem Dødspatruljen og Shottaz.

B.T. dækker retssagen, som der er afsat otte retsdage til.

Sagen ventes først afsluttet den 31. august.