De er så unge, at de dårligt er begyndt på livet.
Alligevel risikerer de at blive idømt fængsel på livstid.
Så alvorlig er situationen for fem meget unge mænd i alderen 18-25, som mandag formiddag er tiltalt ved retten i Glostrup.
De fem svensk-somaliske mænd er tiltalt for på dansk grund koldblodigt at have likvideret to af deres dødsfjender fra en brutal bandekrig i Stockholm.
Af foreløbig ukendte grunde befandt ofrene sig sidste sommer i Herlev ved København, indtil de pludselig mødte døden, mens de sad i blå Renault. Her blev de koldblodigt gennemhullet af en byge af skud fra en automatriffel og en pistol.
En tredje mand nåede på et hængende hår at redde livet, da det i sidste øjeblik lykkedes ham at stikke af fra mordpatruljen.
Den dobbelte likvidering 25. juni ved Sennepshaven i Herlev bundede efter politiets opfattelse i en blodig bandekrig i Stockholm.
Derfor mener anklagemyndigheden, at de fem tiltalte skal straffes efter den såkaldte bandeparagraf, der kan fordoble en eventuel straf, hvis de kendes skyldige.

Anklagemyndigheden vil desuden have de fem svenskere udvist af Danmark for bestandigt.
Det ene offer blev dræbt på stedet - ramt af 19 skud.
Det andet offer var ramt af skud i højre lår og blev fundet i live omkring 100 meter fra gerningsstedet ved den blå Renault. Hans skudsår viste sig dog at være så alvorlige, at han døde kort efter, da han var blev indbragt på Rigshospitalets Traumecenter.
Som tidligere beskrevet i B.T. bunder dobbeltdrabet efter politiets opfattelse i konflikten mellem de to svenske bander Dødspatruljen og Shottaz.
Begge bander har rødder i det svensk-somaliske miljø i Stockholm-forstæderne Rinkeby og Spånga.
Gerningsmændene optog drabet på Snapchat for at dele materialet. Hensigten var ifølge eksperter at håne ofrene og dermed styrke gerningsmændenes egen position ved at vise magt.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan bandekrigen mellem de to grupperingen tilsyneladende er opstået i kølvandet på et vellykket røveri i sommeren 2015 mod et vekselbureau med et udbytte på omkring to millioner svenske kroner.

Men andre af Rinkebys småkriminelle følte sig forbigået. De var sure over, at de ikke var inviteret med i et røveri, der gav så stor en jackpot.
Det satte gang i en voldsspiral, der ifølge svenske eksperter foreløbig har kostet 10 personer livet.
De fem tiltalte nægter sig skyldige i de alvorlige anklagepunkter, men ser ud til at være belastet af en lang række spor.
Dobbeltdrabet blev optaget på både video og billeder af beboere i Sennepshaven, og det lykkedes hurtigt politiet at finde gerningsmændenes flugtbil - en stjålet Audi S4 Avant - efterladt i Skodsborg nord for København.
Bilen var forgæves forsøgt afbrændt, og i bilen fandt politiet blandt andet de to gerningsvåben fra dobbeltdrabet - en pistol og en AK 47-automatriffel.
Der blev også fundet en del tøj, som med stor sandsynlighed kan knyttes til nogle af de tiltalte. Blandt andet på grund af fingeraftryk, dna og krudtpartikler.
På en af de tiltaltes sko er der efter hans anholdelse også fundet blod på sålen fra et af ofrene.
»Dna, fingeraftryk og fundet af krudtpartikler er samlet i høj grad årsag til, at anklagemyndigheden mener, at de tiltalte er gerningsmændene,« lød det ved sagens start fra anklageren - Rasmus Kim Petersen fra Københavns Vestegns Politi.


