'Det er bedst, at I ikke gør noget.'

Beskeden blev leveret i et roligt, men bestemt toneleje. De to mørkklædte mænd mente, hvad de sagde. Ingen tvivl om det.

Mændene havde indhentet de to ledsagere bagfra og fortalte nu – med den ene hånd gemt i lommen – at de var kommet for at befri deres fange: den 18-årige Abdirizak Osman, der afsonede en tre år lang dom for likvideringen af en 24-årig mand.

Abdirizak Osman var den pågældende dag på ledsaget udgang med to ansatte fra det lukkede ungdomsfængsel, han afsonede i, da hans befriere pludselig troppede op på parkeringspladsen foran et indkøbscenter syd for Gøteborg.

Et svensk bandemedlem dømt for drab, Abdirizak Abdimalek Osman, er efterlyst. Svensk politi frygter, han vil blande sig i en retssag i Glostrup i dag.
Et svensk bandemedlem dømt for drab, Abdirizak Abdimalek Osman, er efterlyst. Svensk politi frygter, han vil blande sig i en retssag i Glostrup i dag.
Vis mere

Selv om det var tirsdag, højlys dag og fyldt med kunder på parkeringspladsen, turde de to fængselsansatte ikke andet end at lade Abdirizak Osman gå med de to mænd.

De frygtede, hvad der gemte sig i lommen.

På overvågningsbilleder, som den svenske avis Expressen har fået adgang til, kan man se Abdirizak Osman gå med de to mænd og herefter sætte sig ind i en blå bil. Han er ikke set siden.

Svensk politi slog kort efter alarm og lavede en landsdækkende efterlysning af Abdirizak Osman med navn og billede. De foretog flere anholdelser, men hidtil har de svenske myndigheder ingen idé om, hvor den morddømte teenager befinder sig.

Det er nu 20 dage siden, han stak af.

Frygter for indblanding ved retten

Som B.T. kunne fortælle mandag formiddag, frygter både dansk og svensk politi, at Abdirizak Osman samt andre medlemmer fra banden Dødspatruljen, som Osman er medlem af, vil blande sig i en retssag, der netop er begyndt ved retten i Glostrup.

Her sidder fem svenskere fra Dødspatruljen på anklagebænken, tiltalt for dobbeltdrabet i Herlev, hvor to svenske mænd med tilknytning til den rivaliserende bande Shottaz blev likvideret i juni sidste sommer.

Hos dansk politi udtaler man til B.T., at man er opmærksom på, at 18-årige Abdirizak Osman er på fri fod, og at han har en stærk tilknytning til de fem tiltalte.

De to ofre for dobbeltdrabet i Herlev. Til venstre en 21-årig mand med tilnavnet 'Gucci'. Til højre en 23-mand kaldet Franky, der var bandeleder i Stockholm-banden Shottaz. Privatfoto
De to ofre for dobbeltdrabet i Herlev. Til venstre en 21-årig mand med tilnavnet 'Gucci'. Til højre en 23-mand kaldet Franky, der var bandeleder i Stockholm-banden Shottaz. Privatfoto
Vis mere

»Vi er opmærksomme på sagen, og i forbindelse med retssagen er der sikkerhed ved retten. På hvilken måde har vi dog ikke mulighed for at gå i detaljer omkring offentligt,« siger Claus Buhr, der er kommunikationsansvarlig ved Københavns Vestegns Politi.

B.T.s kriminalreporter var til stede ved retten i Glostrup mandag, og han kunne fortælle om et yderst skærpet sikkerhedsopbud ved retsbygningen.

»Hver af de fem tiltalte blev eskorteret af flere ledsagebiler fra politiet med fuldt kampklædte betjente bag rattet med hjelme og skudsikre veste. Al trafik på den nærliggende vej blev stoppet fem gange, når de ankom enkeltvis,« siger kriminalreporter Birger Andersen.

Brutalt drab

At Abdirizak Osman forsvinder så kort op til, at retssagen i Glostrup begynder, er ifølge svensk politi mistænkeligt. Især fordi Osman blot havde få måneder tilbage af sin dom på tre år.

En dom, han som 16-årig fik i 2018 for at likvidere en 24-årig mand på et pizzeria i Stockholmsforstaden Rinkeby. Grundet sin unge alder blev han anbragt i et lukket ungdomsfængsel.

Foruden Abdirizak Osman er et andet bandemedlem med relation til Osman stukket af og siden sporløst forsvundet. Det skriver det svenske statsmedie SVT.