Natten til onsdag måtte Østjyllands Politi og en ambulance rykke ud.
De havde nemlig modtaget et opkald klokken 3.44, hvor en 27-årig mand påstod, han var blevet påkørt af en bilist i krydset Skejbybakkevej/Paludan-Müllers Vej i Aarhus N.
Den 27-årige havde forklaret, at han var kommet gående over vejen, da han blev ramt af en bilist. Bilisten skulle efter sigende efterfølgende være flygtet fra stedet.
Den 27-årige klagede over store smerter efter påkørslen, og han blev derfor kørt med ambulance til skadestuen. Det oplyser Østjyllands Politi.
Politiet mistænker dog, det ikke helt er sandheden.
Personalet på skadestuen kunne nemlig ikke umiddelbart se nogen skader på den 27-årige, som bad om morfin til smerterne.
Til gengæld fortalte personalet, at manden kun en time forinden havde været på skadestuen, hvor han også havde bedt om morfin, fordi hans skulder var gået af led ved en anden ulykke.
Politiet mistænker derfor, at den 27-årige har opdigtet færdselsuheldet for at få noget morfin, og han er derfor blevet sigtet for misbrug af faresignal ved at have ringet 112 uden grund.



