En patrulje, der kørte på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V, fik omkring kl. 10.30 øje på en ung mandlig bilist, som så meget nervøs ud.

Da den mandlige bilist så patruljebilen, kørte han hurtigt ned ad en sidevej. Og det var der en rigtig god grund til, skulle det vise sig.

Hans forsøg på at gemme sig varede kun ganske kort tid, politiet var nemlig lige i hælene på ham.

Her lykkedes det betjentene at få manden dirigeret ind til siden og få kontakt til manden bag rettet, som virkede til at være påvirket af stoffer.

Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter han og bilen blev ransaget.

Under det ene sæde lå en joint og i handskerummet lå en lille kniv. Begge dele blev han sigtet for at besidde.

Bilisten opgav sit navn og personnummer på stedet, men lidt senere fandt betjentene ud af, at han havde opgivet navn og data på en anden person.

I virkeligheden var den anholdte en 19-årig mand, som slet ikke har kørekort.

Det blev derfor til yderligere to sigtelser – for falsk anklage og for kørsel uden førerret.