Den aarhusianske sæd- og ægbank Cryos International er verdens største, og nu bliver virksomheden endnu større.
De ekspanderer nemlig ved at åbne deres første ægbank i Europa.
Den nye ægbank kommer til at ligge i Nicosia på Cypern fra oktober.
Og ifølge Cryos International handler det om at hjælpe folk med at få drømmen om et barn til at gå i opfyldelse.
De oplever, at mange kvinder verden over må vente på lange ventelister til donoræg eller rejse til andre lande for behandling.
»Derfor er jeg utrolig stolt over, at vi i Cryos nu får mulighed for at bruge vores ekspertise og erfaring med at drive ægbank i USA til at hjælpe endnu flere kvinder verden over med at modtage behandling med donoræg af den høje Cryos-kvalitet fra vores nye lokation på Cypern,« siger Helle Serjersen Myrthue, der er CEO hos Cryos International.
Virksomheden har netop åbnet på to nye lokationer i USA, og de leverer ellers sæd og æg til mere end 100 lande. På listen er alt fra Tyskland til Japan og Mexico.
Men et land mangler, når man er en Aarhus-baseret virksomhed. Danmark.
»Vi håber på at få mulighed for også at åbne ægbanker i Danmark og andre europæiske lande, og når regeringerne i de respektive lande vil tillade at drive ægbank, vil vi stå klar til at gribe muligheden,« siger Helle Sejersen Myrthue.
Indtil nu er det nemlig kun sæd, virksomheden formidler i de europæiske lande, da det ikke er lovligt at drive ægbank i Danmark.
Og netop fordi det ikke er tilgængeligt i alle lande, har kvinder måtte vente længe, da efterspørgslen er stor.
Derfor ser Cryos International nu frem til at kunne tilbyde flere æg samtidig med, at kvinderne kan vælge imellem forskellige genetisk screenede donorer.


