Sognepræsten Thomas Gotthard gik snedigt og udspekuleret til værks, da han sidste efterår forsøgte at slippe afsted med at slå sin kone ihjel.

I forsøget på at skjule sine spor efter drabet på Maria From Jakobsen, 43, satte han natten til 4. november blandt andet med koldt overlæg ild til en forladt gård på Store Rørbækvej 52 vest for Ølstykke.

Det foregik med optændingsblokke på høloftet og ved at sætte ild til en længe på den øde landejendom.

Med ildspåsættelsen ville præsten destruere forskellige tekniske spor i håbet om ikke at blive afsløret som hustrumorder.

Både spor efter de ætsende kemikalier, som han havde forsøgt at opløse konens lig med, og også de hjulspor, som hans bil havde efterladt på stedet, men som ved branden ville forsvinde, når dækkene på de tunge brandbiler trillede hen over dem.

Det fremgik af den grumme tilståelse, som den 45-årige sognepræst tirsdag aflagde ved retten i Hillerød. Her blev han idømt 15 års fængsel for det planlagte drab på konen, usømmelig omgang med hendes lig og forsætlig ildspåsættelse.

Den øde landejendom vest for Ølstykke var blot et af de skjulesteder, som præsten nåede at benytte til at skjule konens lig, inden han tre uger efter drabet blev anholdt.

Efter at have slået hende bevidstløs og kvalt hende i haven til parrets hjem på Nialsvej i Frederikssund om morgenen mandag 26. oktober, da de to børn netop var afleveret i skole, puttede han i første omgang liget af Maria From Jakobsen i en 208 liters fodertønde.

Morderpræsten Thomas Gotthard blev fanget på overvågningskameraerne på genbrugspladsen, da han skilte sig af med en af de blå fodertønder, som han havde gemt ligdelene fra sin dræbte hustru i.
Morderpræsten Thomas Gotthard blev fanget på overvågningskameraerne på genbrugspladsen, da han skilte sig af med en af de blå fodertønder, som han havde gemt ligdelene fra sin dræbte hustru i.
Vis mere

I første omgang gemte præsten tønden med konens lig i et aflåst haveskur på bopælen. Herefter tog han på besøg hos sin mor og kørte parrets ene bil til Brønshøj, hvor han stillede den og tog toget hjem til Frederikssund.

Og allerede natten efter transporterede han – mens børnene sov – den tunge tønde til den forladte landejendom ved Ølstykke, hvor han overhældte liget med 45 liter saltsyre og ni kilo kaustisk soda.

Efter et par dage flyttede han igen liget til en jagthytte i Sundbylille, hvor han forsøgte at begrave liget. Men efter yderligere et par dage blev liget dog gravet op, hvorefter præsten parterede kroppen i flere dele, som blev puttet i to mindre fodertønder.

Dem kørte han i dagene efter til en hytte i Roskilde, hvor kropsdelene blev brændt af i en zinkbalje. Og nogle af de afbrændte knogler blev herefter begravet i Hagerup ved Sundbylille.

Efter at have slået sin kone ihjel og i dagevis gemt liget i en plastiktønde med ætsende væsker på den forladte gård, forsøgte præsten Thomas Gotthard at slette sine spor ved at sætte ild til ejendommen ved at antænde tændblokke på høloftet og sætte ild til en længe.
Efter at have slået sin kone ihjel og i dagevis gemt liget i en plastiktønde med ætsende væsker på den forladte gård, forsøgte præsten Thomas Gotthard at slette sine spor ved at sætte ild til ejendommen ved at antænde tændblokke på høloftet og sætte ild til en længe. Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

Netop præstens grundige forberedelse af drabet og de efterfølgende forsøg på at skaffe liget effektivt af vejen blev påpeget som skærpende og belastende omstændigheder, da anklager Anne-Mette Wedell fra Nordsjællands Politi i retten i Hillerød procederede for en langvarig fængselsstraf til Thomas Gotthard.

»Tiltalte har været dygtig. Han har været så dygtig, at han kunne være sluppet afsted med drab,« lød det blandt andet fra anklageren, som også understregede, at præsten havde været særdeles opmærksom på at skjule og slette sine spor.

Efter at være blevet idømt 15 års fængsel udbad Thomas Gotthard sig 14 dages betænkningstid til at overveje, om han vil anke straffen til landsretten.