»Det er fint, politiet er mere til stede, for det sender et signal. Men det gør ikke mig mere tryg,« siger en midaldrende kvinde.

En kvinde, B.T.s reporter møder et par dage efter skyderiet på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter, hvor politiet har indført visitationszone.

Kvinden bor i den andelsboligforening, hvor mange af beboerne forleden havde første parket til det store politiopbud i området. Hun ønsker ikke sit navn eller ansigt bragt i denne artikel, fordi hun efter eget udsagn helst bare vil passe sig selv.

Det samme gælder to ældre mænd, som B.T.s udsendte reporter møder i baggården til den ene af andelsboligforeningens tre blokke.

»Jeg er ikke selv skræmt. Men nogle i foreningen er kede af det og bekymrede. Det er ikke længere siden end i sommer, at der sidst skete noget lignende i kvarteret,« siger den ene af de to ældre mænd.

»Ja, det er også ubehageligt, når nu vi har børn gående. Hvad fanden er det egentlig, der foregår,« siger den anden.

Hans Christensen, der er formand for lokaludvalget i Brønshøj-Husum, synes, at det er trist, at det atter er nødvendigt for politiet at indføre visitationszone også i hans område.

»Omvendt må vi også erkende, at der har været en ballade, der gør det nødvendigt.«

Formand for lokaludvalget i Brønshøj-Husum, Hans S. Christensen, ærgrer sig over, at det atter er nødvendigt med en visitationszone i området.
Formand for lokaludvalget i Brønshøj-Husum, Hans S. Christensen, ærgrer sig over, at det atter er nødvendigt med en visitationszone i området.

Han mener dog, at politiet bør være varsomme, når de håndhæver visitationszonerne.

»Det, at politiet er til stede, kan skabe en vis tryghed, men det kan også skabe utryghed.«

»Vi har set et par kedelige episoder med unge mennesker af anden etnisk herkomst, der bliver visiteret uden grund, og derfor bliver unødvendigt bange, når politiet kommer. Der er tale om enkelte episoder, men de skaber unødvendig frygt og konflikt,« siger han.

Brian Belling, politiinspektør hos Københavns Politi, kan ikke afvise, at nogle har oplevet at blive visiteret, selvom de ikke har været en del af nogen konflikt.

»Jeg er som udgangspunkt møgærgerlig over, at nogle er utrygge ved vores tilstedeværelse. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at eliminere den utryghed.«

»Det kan være svært, men overordnet set ved vi godt, hvem vi skal have fat i. Vi går ikke efter hr. og fru Danmark. Vi går efter dem med våben,« siger han.

Tilføjer, at lokalpolitiet i området desuden løbende er i dialog med de lokale borgere.

»Vi går rigtig gerne i dialog med de unge, deres familier og klubmedarbejdere.«

Brian Belling leder af afdeling for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi taler med pressen på et pressemøde på Politigården i København 15. marts 2019. En 26 årig mand er sigtet for drab på tre ældre mennesker i et boligkompleks i København.
Brian Belling leder af afdeling for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi taler med pressen på et pressemøde på Politigården i København 15. marts 2019. En 26 årig mand er sigtet for drab på tre ældre mennesker i et boligkompleks i København. Celina Dahl/Scanpix 2019

Der er indtil videre ikke blevet foretaget nogen anholdelser i forbindelse med skyderiet natten til tirsdag, hvor en kiosk på hjørnet af Bisiddervej og Frederiksborgvej blev ramt af skud omkring klokken 01.45.

Præcis hvor mange skud der blev affyret eller hvor mange personer, der var involveret i skyderiet, har Københavns Politi endnu ikke oplyst.

Flere dage efter kan man dog stadig se spor fra skyderiet på kioskens vinduesfacade, hvor et skudhul er dækket til.

Da B.T. besøger området, kører en patruljevogn fra Københavns Politi forbi og parkerer demonstrativt foran kiosken som et tryghedsskabende signal til kvarterets beboere.

Skudhullet i kiosken ved Frederiksborgvejs rude vidner om tirsdagens skyderi. Dagen efter var der indført visitationszone i området.
Skudhullet i kiosken ved Frederiksborgvejs rude vidner om tirsdagens skyderi. Dagen efter var der indført visitationszone i området. Presse-fotos.dk

Den nuværende visitationszone i området er blevet indført som følge af en voldelig konflikt mellem den lokale bandegruppering NNV og rockerklubben Satudarah, hvor sidstnævnte primært huserer på den københavnske vestegn.

Der har den seneste tid været flere episoder, som ifølge politiet har forbindelse til konflikten mellem de to grupperinger. I flere tilfælde er der anvendt skydevåben.

Den 11. november blev der for eksempel affyret skud mod en gruppe personer ved en kiosk i Tingbjerg.

Et par dage senere blev der så affyret flere skud ved kiosken på hjørnet af Bisiddervej og Frederiksborgvej.

Visitationszonen i Brønshøj. Den ydre grænse løber langs Ruten - Åkandevej - Kildebrøndevej - Smørumvej - Veksøvej - Stenløsevej - Islevhusvej - Marbjergvej - Mørkhøjvej - et grønt område langs kredsgrænsen - Hillerødmotorvejen - Ruten.
Visitationszonen i Brønshøj. Den ydre grænse løber langs Ruten - Åkandevej - Kildebrøndevej - Smørumvej - Veksøvej - Stenløsevej - Islevhusvej - Marbjergvej - Mørkhøjvej - et grønt område langs kredsgrænsen - Hillerødmotorvejen - Ruten. Københavns Politi

Københavns Politi har indført to visitationszoner, hvor den ene omfatter dele af Nørrebro, København NV og Ydre Østerbro. Den anden er indført i Brønshøj.

»Vi vil ikke acceptere, at konflikten mellem de to grupperinger udvikler sig.«

»Derfor har vi taget visitationszonerne i brug som et værktøj til at skabe tryghed for borgerne ved at kontrollere, at personer ikke færdes med våben i områderne,« sagde Anne Tønnes, der er politidirektør i Københavns Politi, i en pressemeddelelse udsendt i onsdags.

Visitationszonerne gælder fra 17. november klokken 18. Foreløbigt varer de til 1. december klokken 18. Også Københavns Vestegns Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er involveret i indsatsen for at dæmme op for konflikten.

Visitationszone nummer to omfatter dele af Nørrebro, København NV og Ydre Østerbro. Konkret løber grænsen langs Nørrebrogade - Jagtvej - Ågade - Bispeengbuen - Borups Allé - Hareskovvej - Utterslevvej - Rådvadsvej - Frederiksborgvej - Rødkløvervej - via stier syd for kredsgrænsen - Lundedalsvej - Tuborgvej - Lersø Parkallé - Rovsingsgade - Hans Knudsens Plads – Borgervænget via cykelsti til Vognmandsmarken - Bryggervangen - Omøgade - Lyngbyvej - Nørre Allé - Sankt Hans Torv - Fælledvej til Nørrebrogade.
Visitationszone nummer to omfatter dele af Nørrebro, København NV og Ydre Østerbro. Konkret løber grænsen langs Nørrebrogade - Jagtvej - Ågade - Bispeengbuen - Borups Allé - Hareskovvej - Utterslevvej - Rådvadsvej - Frederiksborgvej - Rødkløvervej - via stier syd for kredsgrænsen - Lundedalsvej - Tuborgvej - Lersø Parkallé - Rovsingsgade - Hans Knudsens Plads – Borgervænget via cykelsti til Vognmandsmarken - Bryggervangen - Omøgade - Lyngbyvej - Nørre Allé - Sankt Hans Torv - Fælledvej til Nørrebrogade. Københavns Politi