Der gik ikke engang et døgn, fra skuddet lød natten til tirsdag, til de lå klar: De to A4-sider, der beskriver den bandekonflikt, som flere politikredse nu sætter alt ind for at få stoppet.

Med siderne i hånden har politiet indført visitationszoner, der giver fripas til at tjekke folk på gaden for våben.

Og nu har B.T. fået fat i det såkaldte konfliktnotat fra Rigspolitiet.

En vurdering der beskriver, hvordan det er politiets opfattelse, at Satudarah MC og NNV – Nørrebro-Nordvest – i øjeblikket bekriger hinanden. Det lyder:

»Konflikten har indenfor de seneste tre måneder givet udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som voldelig,« og at både »Satudarah og NNV-gruppen (Nørrebro-Nordvest) som led i konflikten har anvendt skydevåben eller våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade«.

Ingen er endnu kommet alvorligt til skade. Men brugen af våben har offentligheden været vidne til flere gange de seneste uger.

Blandt andet tirsdag 16. november kort før 01.45.

Der var blevet skudt på Bisiddervej ved Frederiksborgvej, lød det i en anmeldelse til Københavns Politi. En kiosk var blevet ramt, men der var ingen tilskadekomne. Og umiddelbart efter heller ingen anholdte.

Skudhullet i kiosken ved Frederiksborgvejs rude vidner om tirsdagens skyderi. Dagen efter var der indført visitationszone i området.
Skudhullet i kiosken ved Frederiksborgvejs rude vidner om tirsdagens skyderi. Dagen efter var der indført visitationszone i området. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Vi er ved at finde ud af, hvad det præcise hændelsesforløb har været,« forklarede vagtchefen og tilføjede, at det var for tidligt til at sige, om episoden var banderelateret.

Et par dage senere var det ikke desto mindre det, man var nået frem til.

I en pressemeddelelse om to visitationszoner på Nørrebro og i Nordvest samt i Brønshøj henviste Københavns Politi til netop episoden på Bisiddervej som en del af konflikten mellem de to grupperinger.

Også et skyderi på Ruten i Tingbjerg var nævnt.

Et teststed i Tinbjerg måtte lukke som følge af skyderiet.
Et teststed i Tinbjerg måtte lukke som følge af skyderiet. Foto: Byrd/Marcus Mørk
Vis mere

Her var politiet over middag 11. november talstærkt til stede. Meldingen var, at der var affyret skud mod en gruppe personer, der opholdt sig ved en kiosk.

Ingen blev ramt. Men det gjorde til gengæld popup-teststedet i Tingbjerg Pensionistcenter, som måtte indstille dets arbejde, mens politiet efterforskede.

Fokus rettede sig hurtigt mod bandekonflikten.

»Vi vil ikke acceptere, at konflikten mellem de to grupperinger udvikler sig,« slog politidirektør Anne Tønnes så fast onsdag 17. november klokken 17.33, da politiet varslede, at der en halv time senere ville være indført visitationszoner.

Begge vil være gældende frem til 1. december, lød det i pressemeddelelsen, der en time senere blev fulgt op af en lignende fra kollegaerne fra Vestegnens Politi.

Også her blev to visitationszoner indført. Én i et område, der dækker dele af både Herlev og Gladsaxe Kommune, hvor der havde været episoder med relation til konflikten. Og én i Lyngager i Brøndby.

I netop sidstnævnte område ligger et af Satudarahs tilholdssteder. Et tilholdssted, man frygtede ville blive angrebet af NNV-gruppen. Derfor indførte man et opholdsforbud frem til december, lød det fra Københavns Vestegns Politi, der snart fik følgeskab af kollegaer fra syd.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meldte sig nemlig også på banen onsdag og berettede, at der var blevet udstedt forbud mod at opholde sig på adressen Finlandsgade 27 i Haslev. Et kendt Satudarah-tilholdssted.

Også her frygtede man, at gruppen fra Nordvest ville angribe ejendommen.

»Derfor vil et angreb være til fare for udenforstående, der arbejder, bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen,« lød det.

Med ét havde politikredsene altså i en koordineret indsats pludselig lukket adskillige opholdssteder og gjort det muligt at stoppe mistænkte bandemedlemmer på gaden.

»Vurderingen er lavet på baggrund af informationer, vi har samlet, og konkrete episoder. Visitationszoner er ét af de værktøjer vi har for at finde de våben, der er i omløb. Formålet er at sætte dem ud af spil,« forklarer politikommissær ved Københavns Politi Brian Belling til B.T.

Tilføjer så, at deres erfaring fortæller dem, at våbnene forsvinder, når der indføres visitationszoner.

To dage før, visitationszonerne blev indført, lykkedes det Københavns Politi at fjerne i hvert fald nogle af konfliktens våben.

Her standsede man en 21-årig mand, der havde en skarpladt pistol liggende i sin bil. Snart blev politiet ledt videre til en adresse i Ballerup. Også her var der fangst.

To maskinpistoler, otte pistoler, lyddæmpere og ammunition var nemlig at finde på adressen, og dagen efter blev den 21-årige varetægtsfængslet. Sigtet for ulovlig besiddelse af våben.

Våben, der ifølge politiet skulle bruges i bandemiljøet.

Om opholdsforbud og visitationszoner samt andre indsatser formår at dæmme op for konflikten førend 1. december, vil tiden vise. Brian Belling kan for nuværende ikke udelukke, at indsatserne vil blive forlænget.

»Vi vurderer hele tiden situationen ud fra informationer og hændelser,« siger han og tilføjer, at han for nuværende ikke kan udtale sig om baggrunden for konflikten mellem de to grupperinger.

Eller hvor mange anholdelser, der hidtil har været som led i politiets indsats mod bandekrigen.