»Det her er en utrolig alvorlig hændelse.«

Sådan lyder det fra politiinspektør Michael Hellensberg, efter en betjent natten til fredag blev truet med en pistol.

Nu opfordrer han gerningsmændene til at melde sig.

»Helt konkret vil jeg bede gerningsmændene om at melde sig hurtigst muligt,« slår han fast overfor B.T. fredag eftermiddag.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

Den alvorlige trussel mod betjenten skete klokken 02.02, og var årsag til, at politiet siden da har været massivt tilstede ved Valnæsvej i Herlev.

Ved episoden blev betjenten truet og beordret til at aflevere sit tjenestevåben. Gerningsmanden afvæbnede betjenten.

'At true en politimand med en pistol er fuldstændig uacceptabelt og særdeles groft og noget, vi ser på med meget stor alvor. Vi har sat massivt ind på at finde gerningsmændene,' skrev chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard tidligere på Twitter.

Senere blev tjenestepistolen dog fundet igen, oplyser politiinspektør Michael Hellensberg.

Betjenten var på arbejde og var iført uniform, da episoden udspillede sig.

»Optakten bestod i, at vores lederpatrulje var i gang med en anden politiforretning. Helt tilfældigt kommer de to gerningsmænd forbi, som betjenten råbte an. Herfra udspillede episoden sig,« oplyser Michael Hellensberg til B.T og fortsætter:

»De to gerningsmænd løb væk, og betjenten satte efter dem. De to delte sig, hvorefter betjenten blev konfronteret af den ene.«

Michael Hellensberg kalder det en alvorlig hændelse og fortæller, at de er i gang med en række efterforskningsmæssige tiltag, ligesom der bliver taget hånd om betjenten og hans familie.

Politiet er interesseret i at høre fra alle vidner, der har set noget mistænkeligt i området Stadagervej/Valnæsvej både før og efter, lyder det.

Gerningsmændene beskrives som:

  • A: Mand, formentlig ikke etnisk dansk, kraftig af bygning Ca. 175-180 cm høj, iført helt sort tøj, sort kraftigt fuldskæg cirka 5-10 cm langt, kort sort hår Sorte tynde handsker, som formentlig var grå i håndfladen. Talte dansk med accent.

  • B: Mand, formentlig ikke etnisk dansk, spinkel/slank af bygning, cirka et halvt hoved højere end A. Iført sort tøj.

Har man kendskab til sagen, bedes du kontakte politiet på 43861448.