Han havde ikke grædt i over 30 år, bemærkede han.

Ikke desto mindre var det netop det, han gjorde, da han fredag fra anklagebænken skulle redegøre for sine personlige forhold. Argumentere for, at han altså ikke skulle udvises, skulle han blive fundet skyldig i den voldtægtssag, han var tiltalt i.

Han blev fundet skyldig. Og idømt to år og ni måneders fængsel. Hvad angår udvisningsdommen, valgte domsmandsretten at følge anklagemyndighedens påstand om at udvise ham med indrejseforbud. For bestandigt.

Manden og hans forsvarer behøvede ikke engang at udveksle ét ord, før der blev anket til landsretten. Anket for frifindelse. Manden, som har været med i et realityprogram, har nemlig hele tiden nægtet sig skyldig.

Nægtet, at han skulle have voldtaget en kvinde 28. maj i år. Nægtet, at han desuden skulle have forsøgt at tvinge hende til at give ham oralsex. To gange.

I retten forklarede han, at han og kvinden havde mødt hinanden online i foråret 2020. De var begyndt at skrive sammen. Og så havde de mødtes og dyrket sex.

Det havde de gjort flere gange frem mod 28. maj. Det var også i hvert fald mandens plan, at de skulle mødes og dyrke sex her.

Af en korrespondance læst op i retten fremgik det, at de to allerede dagen før havde talt om at mødes. Og så havde kvinden sendt ham billeder af sig selv. Begge havde de andre kærester.

På et tidspunkt spurgte kvinden ham, hvorfor han ville ses. Det blev der ikke svaret på. Men manden var af den forståelse, at planen var, at de skulle dyrke sex.

Hvilket de i hans optik gjorde, da kvinden dukkede op på adressen den aften.

Han forklarede, at han netop havde været i bad, da hun ankom. At han kun var iført et håndklæde, og at der ikke gik længe, før de begyndte at kysse og i sidste ende have samleje på en sofa.

Fra anklagebænken forklarede han, at han aldrig – hverken den aften eller tidligere – havde presset hende til noget, hun ikke havde lyst til. Og at der jo måtte have været gensidighed, siden de havde mødtes flere gange.

Mens han forklarede sig, rystede han på sit ben. Talte mere og mere intenst, da han forklarede, at han altså hverken havde holdt hende nede, holdt hende fast eller forsøgt at tvinge hende til noget.

Forklarede, at han ikke kunne forstå, hvordan kvinden kunne have en anden opfattelse af det, der var sket.

Men det havde hun.

Kvindens forklaring varede i halvanden time. I halvanden time forklarede hun, hvad hun havde oplevet den aften. I halvanden time sad pressen udenfor retssalen, fordi dørene blev lukket, som det så ofte sker i den type sager.

Hun havde også frabedt sig, at den tiltalte var til stede under hendes forklaring. I stedet sad han i et tilstødende lokale og lyttede med.

Da dørene atter blev åbnet, trådte hendes veninde ind som vidne. Hun havde den aften modtaget en besked fra kvinden, mens kvinden altså stadig var på adressen i Rødovre.

Kvinden havde skrevet til hende, at hun var blevet voldtaget, så veninden var taget til Rødovre for at hente hende.

Den forurettede havde været chokeret, fortalte veninden. Det samme fortalte kvindens mor efterfølgende, da hun skulle afgive vidneforklaring.

Hun oplevede, at datteren havde haft det svært. Og stadig har det. Moren opfordrede dengang i maj datteren til at anmelde det. Og hjalp hende med det.

29. maj blev voldtægten således anmeldt. 30. maj blev den nu dømte varetægtsfængslet. Og har været det lige siden.

I forbindelse med anmeldelsen blev kvinden undersøgt. Disse undersøgelser blev fredag fremlagt i retten.

Forsvareren bemærkede særligt, at den retspatologiske undersøgelse ikke viste nogen tegn på skader på kvinden. Kun en diskret afskrabning i slimhinden, hvilket kan opstå under sex.

Den del fyldte meget i forsvarerens procedure, da han henviste til, at bevisbyrden i retssager skal være tungtvejende. Det, mente han ikke, var tilfældet i denne sag.

Han henviste også til. at hans klient ikke havde haft et forsæt for at voldtage kvinden. Og at hans klient derfor skulle frifindes.

Alternativt, forklarede forsvareren, skulle tiltalte idømmes mildest mulige straf og kun have en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden argumenterede modsat for, at voldtægten havde været så grov, at den tiltalte ikke skulle idømmes færre end tre års fængsel. Og at tiltalte skulle udvises.

Den sidste del var domsmandsretten enig i. Omend fængselsstraffen blev under tre år.

Da dommen faldt sad manden roligt – nærmest stift – på anklagebænken. Efterfølgende, da han sad ved sin forsvarers side, sukkede han. Flere gange.

Dommen kan ende med at blive omstødt, når den engang kommer for landsretten.

Indtil da fortsætter reality-deltageren sin tilværelse bag tremmer.