Ifølge politiets vurdering er der nu konflikt imellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte LTF-bande. I den forbindelse er der udarbejdet et såkaldt konfliktnotat, viser B.T.s research.
Et konfliktnotat udarbejdes af politiets National enhed for Særlig Kriminalitet i forbindelse med den løbende overvågning af de tunge, organiserede kriminelle miljøer.
Konfliktnotatet er kommet efter drabet på et 30-årigt HA-prøvemedlem, der blev dræbt med adskillige skud tidligt lørdag aften på Christiania.
Drabet skete ved bygningen Stjerneskibet, der ligger nogenlunde midt i Pusher Street.
To gerningsmænd
Omkring klokken 19.25 modtog politiet anmeldelsen om skyderiet, der havde fundet sted nogle minutter tidligere. Her var to maskerede og pistol-bevæbnede gerningsmænd.
Det er politiets vurdering, at de målrettet gik efter at dræbe rockeren, der opholdt sig ved Stjerneskibet. I første omgang affyrede de skud mod rockeren udenfor bygningen. Her flygtede den 30-årige ind bygningen, hvor gerningsmændene fulgte efter og fortsatte med at skyde.
Rockeren blev ramt af adskillige skud.
Ud over rockeren blev fire andre ramt. To mænd og to kvinder. En af mændene blev ramt af seks skud, blandt andet i halsen, mens de tre andre hver blev ramt af et skud.
Alt tyder på, at de fire kvæstede var tilfældige ofre, der havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Efter det voldsomme skyderi flygtede de to gerningsmænd på elcykler af mærket Mate i retning imod Langebro.
18-årig fængslet
Godt tyve minutter efter drabet anholdt politiet en 18-årig mand et sted i området ved Christiania. Han blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg.
Her nægtede den 18-årige sig skyldig.
Af sigtelsen fremgår det, at han skal have hjulpet med at koordinere gerningsmændenes flugt efter skyderiet.
Den 18-årige, der har anden etnisk baggrund, er sigtet for at have medvirket til at planlægge og koordinere attentatet.
Ifølge sigtelsen er det sket i perioden fra 24. august og frem til 26. august – dagen hvor det 30-årige Hells Angels-prøvemedlem blev dræbt på Christiania.
Ved grundlovsforhøret fandt retten, at der var begrundet mistanke, og derfor blev den 18-årige varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.
Lyt her til B.T.s podcast om den kriminelle underverden: