En 18-årig mand, er netop blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 25 dage i forbindelse med drabet på et 30-årigt HA-prøvemedlem, der blev dræbt lørdag aften på Christiania.

Den 18-årige nægter sig skyldig, og fængslingen er kæret, lød det fra hans forsvarer, Janus Malcolm Pedersen.

Foreløbigt mener politiet ikke, at den 18-årige var en af de to gerningsmænd til selve skyderiet.

Af sigtelsen fremgår det, at han i stedet skal have hjulpet med at koordinere gerningsmændenes flugt efter skyderiet.

Den 18-årige er sigtet for at have medvirket til at planlægge og koordinere attentatet.

Ifølge sigtelsen er det sket i perioden fra 24. august og frem til 26. august – dagen hvor det 30-årige Hells Angels-prøvemedlem blev dræbt på Christiania.

Drabet udspandt sig ved bygningen Stjerneskibet, der ligger midt på Pusher Street. Her troppede to maskerede gerningsmænd op og affyrede en serie af skud.

Ud over rockeren blev yderligere fire ramt af skud ved episoden. 

Det er politiets formodning, at det var rockeren, der skulle dræbes. De andre fire var dermed tilfældige ofre, der opholdt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Efter skyderiet flygtede de to maskerede gerningsmænd ifølge politiet på Mate-elcykler i retning mod Langebro.

Lyt her til B.T.s podcast om kriminalitet og blå blink: