Klokken er over 2 om natten, da Pelle Henning starter lydoptagelsen på sin mobiltelefon.

Han gør det for at have beviser, når han om lidt banker på døren til en fremmeds hus i Hillerød.

Han ved ikke, hvem der bor på adressen, men hans søns stjålne iPhone ligger derinde.

En kvinde og hendes søn åbner døren, og Pelle Henning konfronterer dem med situationen.

“Har du haft lignende oplevelser med politiet eller selv tyet til selvtægt, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på matu@bt.dk”

»En af mine venner sagde bare, at jeg skulle tage den her taske med hjem,« forsvarer den unge dreng sig i entreen.

»Hvad hedder han? Det er dig, der har kvajet dig. Du har tasken med min søns telefon,« siger Pelle Henning.

»Nu spørger jeg en gang til, hvem gav dig den taske? Tag et papir og skriv deres navne ned.«

En time tidligere havde hans 16-årige søn ringet og oprevet fortalt, at nogen havde stjålet hans iPhone, pung og musikanlæg under en stor privatfest i Hillerød. Sporingen af telefonen viste dog dens gps-placering i byen.

Som det første ringede Pelle Henning til politiet, men de havde ingen ledige vogne, forklarede de.

Han skulle i stedet prøve at ringe tilbage senere. Det accepterede den 57-årige familiefar dog ikke.

»Min erfaring er, at de ting hurtigt bliver solgt videre, og så er gerningsmændene over alle bjerge,« siger han.

»Politiet har autoriteten og magten, men hvis ikke de vil hjælpe, så må man gøre det selv.«

Pelle Henning besluttede selv at konfrontere de formodede gerningsmænd for at få sin søns ting tilbage.
Pelle Henning besluttede selv at konfrontere de formodede gerningsmænd for at få sin søns ting tilbage. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den lørdag nat tog Pelle Henning derfor ikke hjem og ventede på, at politiet havde tid. Han tog loven i egen hånd. Det blev begyndelsen på hans egen efterforskning og jagt af tyvene, som førte til to tilfælde af selvtægt.

For den nyligt pensionerede politimand Per Nørhave er selvtægt en reel bekymring, som han fremhæver i kølvandet på B.T.s dækning af politiets udfordringer med ventetider og svigt af borgere.

»Du kan risikere, at der sker en masse selvtægt på grund af den her udvikling med politiet. Har man ikke tiltro til, at de kommer, så tager man sagen i egen hånd,« siger han.

For Pelle Henning var selvtægt konsekvensen af, at han generelt ikke føler, at han kan regne med politiet.

»Jeg er pisse forarget over, at de ikke kommer, når man ringer. Jeg har oplevet det to gange tidligere, og det er ikke min opgave at være politimand. Det har jeg betalt skat for i mange år.«

Pelle Henning fortæller, at han nogle år tilbage af to omgange har fået stjålet en generator fra sit firma, hvor politiet ikke har kunne hjælpe ham.

Han valgte dengang selv at tage ud og mødes med tyven, da han fandt ud af, at personen forsøgte at videresælge hans ting på Den Blå Avis.

Da det samme gik ud over hans søn i sommer, følte Pelle Henning igen ikke, at politiet reagerede på hans henvendelse.

Dagen efter tyveriet af sønnens 6.000 kroner dyre Soundboks fandt han det sat til salg på Den Blå Avis i Hillerød.

Selvom det var med kort varsel, så mener Pelle Henning, at han stod med klokkeklare beviser. Han havde også udgivet sig som interesseret køber for at mødes med de formodede gerningsmænd senere samme dag.

På vej mod mødestedet i et boligområde i Hillerød ringede han til politiet og forklarede dem situationen.

Tilbagemeldingen var, at der i det øjeblik ikke var nogen ledige patruljer, som kunne hjælpe dem.

»Jeg ville gerne sikre min søns ting. Han har siddet dag ud og dag ind i et supermarked til 60 kroner i timen for at spare op til de ting. Det er sgu ikke i orden, og så må jeg som voksen træde ind,« siger Pelle Henning.

Med sine næsten to meters højde gik han i stedet selv hen og lagde hånden på skuldrene af de tre unge drenge, som stod og ventede på at videresælge det stjålne musikanlæg på en legeplads uden for byen.

»Det er en civil anholdelse,« sagde han, hvorefter drengene forsvandt i alle retninger.

Med anlægget i hånden opgav Pelle Henning forfølgelsen og så sig tilfreds med udfaldet.

Efter Pelle Henning havde taget sin søns stjålne Soundboks tilbage fra de tre unge mænd, modtog hans kone flere ubehagelige beskeder fra dem på sin profil på Den Blå Avis.
Efter Pelle Henning havde taget sin søns stjålne Soundboks tilbage fra de tre unge mænd, modtog hans kone flere ubehagelige beskeder fra dem på sin profil på Den Blå Avis.
Vis mere

I et svar til B.T. skriver Nordsjællands Politi, at de gerne vil hjælpe, når borgerne ringer.

'Desværre havde vi ingen ledige patruljer på det tidspunkt, hvor anmelderen ringede og allerede var på vej ud for selv at tage affære.'

Deres anbefaling er desuden, at borgere skal undlade at ty til selvtægt og i stedet tale med politiet.

Selvom Pelle Henning var oprevet i situationen og erkender, at selvtægt ikke er optimalt, så har han modsat heller ikke tillid til, at politiet kommer, når han ringer efter hjælp. Derfor handlede han selv.

»Det er et retssamfund, vi lever i, men man skal nærmest ligge og bløde på fortovet, før politiet kommer.«