Det var tæt på at ende rigtigt galt for 78-årige Ulla Hultqvist, da hun i april stod ansigt til ansigt med en truende nabo.

Manden havde samlet en brosten op fra jorden og pegede på hende med den.

»Du kan få en sten lige midt i panden. Jeg håber, den rammer dig så hårdt, at du falder død om,« sagde han.

Få minutter før havde Ulla siddet og drukket kaffe sammen med syv af sine naboer i deres lille gårdhave foran boligforeningen i Espergærde.

Har du haft lignende oplevelser med politiet, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk

Stemningen havde hurtigt ændret sig for gruppen af pensionister, da deres nabo pludselig dukkede op. Vred, truende og voldelig.

»Hvad fanden bilder I jer ind,« råbte han og flåede en kaffekande ned fra bordet.

»Ingen af os turde gøre eller sige noget,« siger Ulla.

Manden, som hun beskriver som i begyndelsen af 30'erne og psykisk ustabil, farede mod dem i et raserianfald, fordi de havde flyttet hans blomsterstativ fra den fælles gårdhave.

Ulla sidder med sin mand Harry i den samme gård, hvor en mand overfusede og truede hende og syv naboer i april 2019. Fire beboere kontaktede politiet om hjælp, men de havde ikke tid til at komme.
Ulla sidder med sin mand Harry i den samme gård, hvor en mand overfusede og truede hende og syv naboer i april 2019. Fire beboere kontaktede politiet om hjælp, men de havde ikke tid til at komme. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Blomsterkrukkerne havde Ulla selv købt og plantet, og hun ville hellere have dem stående på jorden langs hækken.

En efter en løftede og smadrede manden dem ned i jorden.

På kort tid havde han ødelagt for mere end 3.000 kroner blomster, men han stoppede ikke der.

Først blev Ulla truet med en brosten, derefter skubbede manden hendes ene nabo hårdt ned i en busk, som gav ham en skade på det ene øje.

Kort efter forsøgte en af de andre naboer at gå tilbage til sin lejlighed, men blev af manden skubbet ind i et gelænder på vej op ad trapperne.

»Jeg ringede med det samme til politiet. Det samme gjorde min overbo og to af de andre beboere. Vi var fire uafhængig af hinanden, der ringede til politiet,« siger Ulla Hultqvist.

Politiet fortalte ifølge Ulla, at de ville se, om de havde en vogn ledig.

»Men ingen kom,« fortæller hun.

Ulla og hendes naboer sad i deres hyggelige gård i Espergærde, da en mand overfaldt dem, skubbede en ældre mand omkuld, så han fik en øjenskade, smadrede alle Ullas blomsterkrukker og truede hende med at kaste en mursten i hovedet på hende. Fire beboere ringede uafhængigt af hinanden til politiet, men de havde ikke tid til at komme.
Ulla og hendes naboer sad i deres hyggelige gård i Espergærde, da en mand overfaldt dem, skubbede en ældre mand omkuld, så han fik en øjenskade, smadrede alle Ullas blomsterkrukker og truede hende med at kaste en mursten i hovedet på hende. Fire beboere ringede uafhængigt af hinanden til politiet, men de havde ikke tid til at komme. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Flere af beboerne, som var til stede i gården, turde ikke forlade deres lejligheder resten af dagen og aftenen. Manden sad stadig nede i gården i flere timer efter.

Først senere samme aften, hvor situationen for længst var ovre, dukkede politiet op. Tiltroen til politiet har derfor lidt et alvorligt knæk for Ulla.

»Hvad har man politiet til, når de ikke kommer, når man har brug for dem. De har svigtet alle os borgere herude.«

Et presset politi

Ulla Hultqvist sag er en blandt flere, som B.T. har beskrevet i forbindelse med, at både sagsbehandlingstider og antallet af overarbejdstimer i politiet er steget over næsten hele landet.

Det er med andre ord et dansk politi, som er presset i bund, og hvor manglen på ressourcer betyder en benhård prioritering af sagerne.

Samme forklaring giver Nordsjællands Politi, da B.T. forholder dem sagen, hvor Ulla og de andre beboere forgæves ringede efter hjælp.

'Da borgerne kontaktede os, havde vi desværre ingen ledige patruljer, da disse var sendt til andre opgaver. Alle anmeldelser til politiet bliver taget alvorligt, men på det pågældende tidspunkt var der andre opgaver, der blev vurderet mere hastende end den pågældende anmeldelse,' lyder det i et skriftligt svar.

Nordsjællands Politi er den kreds, hvor betjentene har næstmest overarbejde til gode.

Samme situation tegner sig for sagsbehandlingstiden, hvor politikredsen ligger over landsgennemsnittet, der i forvejen er på rekordhøje 340 dage.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er 27. august indkaldt til samråd om politiets problemer, og han ønsker ikke at udtale sig til B.T. om sagsbehandlingstiden og de mange overarbejdstimer inden.