Københavns Vestegns Politi har nu identificeret offeret ved den uhyggelige skudepisode fredag formiddag i Rødovre.

Den dræbte viser sig at være en blot 17-årig dreng.

»Vi har identificeret den dræbte, og de pårørende er underrettet,« oplyser vagtchef Mads Dam, der bekæfter drengens alder til B.T.

De første meldinger lød på, at den 17-årige var svensk statsborger. Politiet har dog efterfølgende rettet den oplysning til at drengen er bulgarsk statsborger, der kom til Skandinavien tidligere i år.

Udover den afdøde dreng, blev to yderligere personer på henholdsvis 28 og 15 år ramt ved skuddramaet.

Her bliver en person ført væk af politiet
Her bliver en person ført væk af politiet Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Den 28-årige blev alvorligt såret, men nu er uden for livsfarer, oplyser vagtchefen.

Den 15-årige dreng fik beskadiget sin ene hånd.

Politiets arbejde i Rødovre er langt fra færdigt.

»Vi efterforsker selvfølgelig sagen massivt, og der er sat mange ressourcer af til det,« siger Mads Dam.

Vestegnens Politi er fortsat til stede ved Islev Torv, hvor skudepisoden fandt sted.

De er meget interesserede i at høre fra personer, der var vidner til episoden eller har andet kendskab til sagen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Episoden fandt sted i frisørsalonen Yomok på Islev Torv i Rødovre.

Et vidne som B.T. fredag var i kontakt med berettede, at salonens ejer blev ramt i maven af skud, mens en anden blev ramt i halsen.

Torsdag resulterede en skudepisode i københavnsområdet ligeledes i, at en person mistede livet.

En mand blev skudt i ryggen på Nørrebrogade og afgik efterfølgende ved døden.

Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi samrbejder om efterforskningen af de to episoder, men det kan endnu ikke bekræftes, at de to episoder hænger sammen.

Det bekæfter politiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard til B.T.

I forbindelse med skudspisoderne er der indført tre visitations i de to politikredse.

En ved Tingbjerg/Husum, en ved Nørrebro/Nordvest og en ved Rødovre/Herlev.

I zonerne får politiet øgede beføjelser til at visitere personer.