»Han var så rar, aldrig nogen problemer, altid hjælpsom.«

Sådan beskriver en af naboerne den 50-årige mand, der nu er anholdt mistænkt for tre mordforsøg.

Det skriver svenske Aftonbladet.

Derfor var det også et chok, hvad der skete i et lille lokalsamfund i Lycksele i Sverige, hvor alle, ifølge naboerne, kender alle.

Mandag den 18. oktober klokken 7.30 modtog det svenske politi nemlig en anmeldelse om en voldsom voldsforbrydelse, der skulle have fundet sted i Lycksele.

Tre personer, en voksen og to børn, kom til skade, da en mand angiveligt gik amok.

Efter episoden har det svenske politi anholdt en 50-årig mand.

Men ifølge naboerne var der ikke umiddelbart noget alarmerende ved den formodede gerningsmands adfærd.

»Han var aldrig trist. Fuld gas, hele tiden,« siger en nabo, der havde set manden lørdagen inden overfaldet, til Aftonbladet.

En dom fra 2018 viser dog, at den formodede gerningsmand har lidt af en alvorlig psykisk sygdom, skriver det svenske medie. Den 50-årige skulle tidligere have været indlagt på psykiatrisk afdeling.

De tre personer, der kom til skade mandag, skulle angiveligt have en nær relation til manden. De blev efter episoden kørt til Umeå Hospital.

Der er ingen oplysninger om, hvilken tilstand de tilskadekomne er i tirsdag.