Flere borgere fra hovedstadsområdet klager over støj, vibrationer og lugt fra byggeriet af den kommende letbane. Og en af dem, som i den grad oplever udfordringer, er Jacob Tarborg, som nu er flyttet på hotel sammen med sin familie.

»Vi kan simpelthen ikke holde ud at være i vores eget hjem længere,« fortæller Jacob Tarborg, der sammen med sin kone og to døtre bor klos op ad byggeriet på Buddingevej i Lyngby, til B.T.

På vejen, hvor familien bor, bliver der i øjeblikket bygget ud til den kommende letbane, som efter planen skal stå færdig i 2025.

Problemet er bare, at byggeriet er forsinket, og det har betydet forlængede arbejdstider samt mere støj på vejen.

Foran familien Tarborgs hus står der i øjeblikket en dieselgenerator, som ikke blot larmer, men som også afgiver en massiv stank.
Foran familien Tarborgs hus står der i øjeblikket en dieselgenerator, som ikke blot larmer, men som også afgiver en massiv stank.
Vis mere

Siden begyndelsen af august har familien Tarborg derfor været plaget af høje, bippende og skingre lyde fra alverdens maskiner, der starter tidligt om morgenen og først stopper efter klokken 22.

Og det er udfordrende for familielivet, fortæller Jacob Tarborg, der første gang stod frem med historien til TV 2 Lorry.

»Vi ved, at byggeri larmer og støjer, men det er jo decideret umenneskeligt, at det fortsætter så langt ud på døgnet. Vores børn kan jo ikke sove i den larm,« siger Jacob Tarborg og fortsætter:

»Vores ene datter på ti år er så påvirket og ulykkelig (over støjen, red.), at hun ikke har lyst til at være herhjemme, når hun har fri fra skole, og hun har det faktisk slet ikke godt med det,« fortæller Jacob Tarborg til B.T.

Ude foran familiens hoveddør er der i øjeblikket placeret en stor dieselgenerator, og ikke nok med, at den larmer, så afgiver den også en massiv lugt, som er til stor gene for familien.

»Stanken fra den store, larmende dieselgenerator er så ubehagelig og kraftig, og det er frustrerende, når vi ikke kan gøre noget ved det,« fortæller Jacob Tarborg.

Den larmende generator, som står på den anden side af hækken, var da også den, der blev dråben for familien Tarborg.

For kort tid efter, den blev sat op, besluttede de sig nemlig for at flytte på Hotel Scandic, idet støjen – og nu også lugten – ikke længere var til at holde ud.

»Vores datter var virkelig ved at gå ned med flaget, og derfor tog vi en beslutning om at gøre noget, så vi kunne fjerne tankerne fra det her kaos,« fortæller Jacob Tarborg.

Men selvom familien måtte ty til andre alternativer og nu har fået en midlertidig bopæl på Hotel Scandic, er Jacob Tarborg alligevel forundret over, at en kompensation til borgerne ikke har været på tale.

Sofia Osmani, som er borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, forstår udmærket Jacob Tarborgs frustration. Hun undrer sig nemlig ligeledes over, at der ikke er blevet taget højde for de berørtes situation.

»Jeg kan godt forstå borgerne, og jeg synes, situationen er helt urimelig. Men desværre er det sådan, at man i forbindelse med anlægsloven ikke har lavet en lovhjemmel til at udbetale kompensation,« fortæller Sofia Osmani til B.T.

På nuværende tidspunkt kan kommunen dog ikke gøre noget ved problemet, og derfor fortæller Sofia Osmani også, at hun har rettet henvendelse til Rasmus Jarlov, som nu vil tage spørgsmålet om kompensation med videre til politikerne på Christiansborg.

For ifølge hende »skal de borgere, der berøres af byggeriet have en rimelig mulighed for at have en normal hverdag«, og derfor ærgrer hun sig også over, at de partier, som har stemt for projektet, ikke har undersøgt rammerne omkring anlægsfasen og behandlingen af de berørte.

Ifølge Jacob Tarborg vil en kompensation være en udmærket løsning og et fint 'plaster på såret', men han påpeger også, at det ikke kan måle sig med, hvad familierne i øjeblikket gennemgår.

»Jeg ser ikke en kompensation som en måde at få penge på. Men det kunne hjælpe os til at fjerne børnenes tanker fra det her kaos ved at tage på weekendture eller lignende,« fortæller han.