»Jeg havde håbet på livstid til ham.«

Moderen til den dræbte Sandra Berg Jensen var skuffet, men ikke overrasket, da hun torsdag i retten i Nykøbing Falster overværede, at hendes datters morder blev idømt 14 års fængsel.

En enig domsmandsret fandt den 19-årige Jan-Evald Pedersen Hardlei skyldig i både drab, usømmelig omgang med lig og brandstiftelse, som bragte andres liv i fare.

»Jeg vidste godt, at han ikke ville få livstid. Det havde jeg på forhånd snakket med venner og bekendte om, så jeg var på en måde forberedt på det værste,« fortæller hun til B.T. umiddelbart efter dommen, som den 19-årige gerningsmand valgte at modtage.

»Det var en barsk omgang at se ham i retten og høre ham fortælle om drabet. Det var også fint nok, at han til sidst sagde undskyld til mig, men han havde jo ikke nosser til at se mig i øjnene imens. Men det er da altid noget, at han angrer,« tilføjer Pernille Jensen stille.

Lige inden den juridiske dommer og de to domsmænd trak sig tilbage for at votere om dommen, blev den 19-årige drabsmand tilbudt at få det sidste ord, som reglerne foreskriver.

»Jeg har tænkt en del over, hvad jeg skulle sige. Jeg er kommet frem til, at der ikke er noget at sige til at lave det om eller lave smerten om for de pårørende,« hvorefter han nævnte den dræbte piges mor ved navn og tilføjede:

»Undskyld. Undskyld. Det er det.«

For Pernille Jensen var det en barsk omgang at overvære retssagen mod hendes datters morder ved Retten i Nykøbing Falster.
For Pernille Jensen var det en barsk omgang at overvære retssagen mod hendes datters morder ved Retten i Nykøbing Falster. Foto: Birger A. Andersen
Vis mere

Gerningsmandens ord så dog på det tidspunkt ikke ud til at gøre det nemmere for Pernille Jensen at være til stede i retslokalet. Straks efter forlod hun retssal J i tårer, mens domsmandsretten trak sig tilbage for at votere.

Flere gange undervejs brød den 19-årige gerningsmand storhulkende sammen i vidneskranken, når han fortalte for det skæbnesvangre forløb på drabsnatten.

Efter en tur i byen, hvor han var påvirket af stoffer, opsøgte han Sandra Berg Jensen, hvorefter de hurtigt begyndte at dyrke SM-sex. Hans behandling af hende blev dog ifølge hans forklaring for voldsom, så hun blev forskrækket og under et skænderi truede med at ringe til politiet.

Det fik det til at slå klik for ham, så han stak hende en halv snes gange med en stor køkkenkniv med en bladlængde på 21 centimeter, indtil kniven knækkede. Bagefter satte han ild på liget og soveværelset for at slette sine spor.

Den dræbte Sandra Berg Jensen fra Vordingborg blev18 år.
Den dræbte Sandra Berg Jensen fra Vordingborg blev18 år. Foto: Privat
Vis mere

Gerningsmandens grådkvalte forklaring, som på et tidspunkt gjorde det nødvendigt at holde en pause i retsmødet, indtil han var kommet lidt mere til sig selv,  gjorde i sig selv ikke det store indtryk på moderen til den dræbte Sandra.

»For mig var det kun fedt, at han græd og var ulykkelig. Jeg håber virkelig, at han har det ad h … til.«