Snart kan det være slut med bonusfest for politibosserne

Forrige uge afslørede B.T., at de 13 øverste ledere af politiet samlet fik udbetalt 1.010.000 kr. ekstra i resultatløn for 2018.

Men det vil justitsminister Nick Hækkerup (S) nu sætte en stopper for.

Ministeren slår nemlig fast, at han er imod den resultatløn, der netop har betydet, at politets chefer kunne få så høj bonus.

»Jeg tror grundlæggende ikke på at drive ledelse gennem resultatløn. Derfor vil jeg se på mulighederne for at afskaffe brugen af resultatløn på Justitsministeriets område,« siger Nick Hækkerup til B.T.

I en serie har B.T i fire måneder afdækket en række problematiske forhold i politiets og domstolenes sagsbehandling.

Ventetid for ofrene fra anmeldelse til dom har to kvartaler i træk sat ny rekord, når det gælder den borgervendte kriminalitet.

Ofre som Bente Strunge Hermann, Silas Lund, Charlotte Andersen, Mary Jane Williams, Steen Johannsen, Uffe Kurt Jensen og Sallie Nielsen har fortalt om deres sager i B.T.

I hver af de nævnte sager har politiet enten beklaget forløbet eller taget den op igen.

Det vakte derfor også stor harme på begge politiske fløje, da det kom frem, at politibosserne samtidig har haft bonusfest.

Har du oplevet den rekordlange ventetid hos politi og domstole? Kontakt B.T.-journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, kaldte det 'fuldstændigt skandaløst og uacceptabelt, at politiledelsen modtager store bonusser, mens politiet over en bred kam har store problemer', da B.T. kunne afdække bonusfesten.

Nu glæder Peter Skaarup sig over udmeldingen fra ministeren.

Han slår fast, at alle former for resultatløn i det offentlige bør afskaffes.

»Politiets indsats bør aldrig afhænge af chefernes lønsystemer. Vi insisterer derfor på, at politiets resultatløn afskaffes og erstattes af sund fornuft og pligtfølelse,« siger han.

I landets politikredse ligger den ekstraløn på mellem 35.000 kroner til politidirektøren i Midt-og Vestsjælland i bunden til politidirektørerne i Østjylland samt Midt-og Vestjylland, der begge har fået 80.000 kroner i bonus.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har med en bonus på 90.000 kroner fået næstmest udbetalt, mens it-direktøren hos politiet med hele 170.000 kr. var klart i spidsen.

Politiledernes lønfest har da også givet anledning til flere spørgsmål.

Hvad er det præcis for mål, politiet har opfyldt med succes og dermed resulterer i ekstraløn til politibosserne?

Og hvilke mål har til gengæld ikke været en succes og dermed trukket ned i udbetalt bonus?

Rigspolitiet vil ikke offentliggøre, hvad der konkret har haft betydning for bonussen. Netop denne hemmeligholdelse har undret SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun glæder sig meget over, at Nick Hækkerup vil gøre op med ekstralønnen.

»Det er en fantastisk god melding. Det gør mig glad, at vi har en minister, der godt kan se, at new public-management har slået fejl,« siger hun.

Karina Lorentzen Dehnhardt håber meget på, at et farvel til resultatlønnen vil betyde, at betjentene ikke længere skal opfylde nogen særlige mål, der sikrer chefernes bonus.

»Jeg håber på, at dette opgør med resultatløn også bliver starten på en snak om at afskaffe mange af de mål, som nogle gange hindrer politiet i at lave fornuftige, selvstændige prioriteringer, som passer til de lokale udfordringer,« siger hun.