I klippet herover ses, hvordan Kaj Bageri i Tingbjerg, som Ali Parnian ejer, i weekenden blev udsat for hærværk.

Det kan koste den danske toppolitiker, Mette Abildgaard, (K), dyrt, at hun startede en indsamling for at støtte hærværksramte Bager-Ali.

Indsamlingen, hvis mål i begyndelsen var at samle ind til en buket blomster, endte med at indbringe knap en halv million kroner.

De mange tusinde kroner er dog endnu ikke blevet overført til Ali Parnian, hvis bageri blev udsat for hærværk i weekenden.

Ali Parnian skal fredag i Østre Landsret, hvor han risikerer både en fængselsstraf og udvisning af Danmark, hvis han kendes skyldig i en sag om en stjålen og afbrændt bil.

Sker det, bliver Mette Abildgaard nødt til at betale pengene tilbage til de mange tusinde personer, der har doneret.

Men det er ikke så let som så.

Ifølge den konservative gruppeforkvinde kan det koste over 50.000 kroner at betale pengene tilbage.

»Vi er ved at undersøge det praktiske med Mobile Pay. Men Jyske Bank, hvor kontoen med pengene er, siger, at det koster 25 kr. per transaktion at betale tilbage. I og med at der er mange tusinde, der har sendt penge, bliver det mange tusinde kroner, der skal betales tilbage. Det bliver en dyr indsamling,« siger Mette Abildgaard til BT, men understreger, at ingen skal have ondt af hende.

Mette Abildgaard peger på, at et alternativ kan være, at hun manuelt må overføre hver enkelt transaktion tilbage til ejermanden. Men det vil tage flere dage med det antal af transaktioner.

Jyske Bank anbefaler manuel løsning

Jyske Banks markedsdirektør, Jakob Christensen, oplyser, at det er korrekt, at det koster 25 kr. per transaktion. Derfor anbefaler han Mette Abildgaard, at hun gør det manuelt.

Glem det gode formål

Flere har skrevet til Mette Abildgaard, om hun ikke bare kan overføre pengene til et godt formål. Det har politikeren undersøgt. Men det kan umiddelbart ikke lade sig gøre.

»Det må man umiddelbart ikke ifølge reglerne. Ifølge Indsamlingsnævnet, der godkender indsamlinger, skal pengene gå til det formål, jeg har skrevet i sin tid. Det kan man ikke ændre senere hen. Derfor er der nok ikke et alternativ,« siger hun.

Ifølge ritzau er indsamlingsnævnet dog ved at undersøge, om det godt kan lade sig gøre alligevel.

Sagen mod Bager-Ali

I oktober sidste år blev Ali Parnian ellers frikendt ved Retten i Lyngby, hvor han sammen med en kammerat var anklaget for at have stjålet en BMW 320 til en værdi af 36.500 kroner og have brændt den af.

Kammeraten tilstod dog episoden og blev idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste, ligesom han modtog en betinget udvisning af Danmark.

Statsadvokaten i København var dog ikke tilfreds med de domme og har derfor valgt at anke sagen til Østre Landsret, hvor sagen skal afgøres fredag.

Bageri-ejer Ali Parnian er den seneste uge blevet landskendt, da det i begyndelsen af ugen kom frem, at hans bageri, ’Kajs Bageri’, i Tingbjerg i København har været udsat for massivt hærværk i weekenden.

Ali Parnian har fortalt, at han tidligere er blevet afkrævet beskyttelsespenge, men har nægtet at betale, og i ugens løb har han fået bred politisk opbakning fra blandt andet udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der også har besøgt bageriet i Tingbjerg.

Frikendelse ændrer intet

Selv om Ali Parnian bliver frikendt fredag, betyder det ikke, at han får de knap 500.000 kr., siger Mette Abildgaard.

»Politiet har sagt, at der er et broget billede af sagen. Derfor venter jeg på, at politiet har færdigbehandlet sagen, og ikke hvad retten afgør fredag. Jeg skrev i sin tid, at 'vi har samlet ind til Ali, der har fået sit bageri raseret, fordi han nægtede at betale ind til beskyttelsespenge'. Hvis det viser sig ikke at være tilfældet, er de samlet ind på et forkert grundlag, og så kan jeg ikke udbetale pengene,« siger Mette Abildgaard.

'Muslimsk so'

Mette Abildgaard har efter indsamlingen til Ali Parnian modtaget mange grimme beskeder fra folk. På Twitter skriver hun, at hun blandt andet er blevet kaldt 'muslimsk so.' Hun har dog ikke lyst til at kommentere det yderligere.