I klippet herover ses, hvordan Kaj Bageri i Tingbjerg blev udsat for hærværk.
Den meget omtalte sag om det hærværksramte bageri i Tingbjerg ved København tager nu endnu en drejning.
Mohsen Parnian, der er far til ejeren af Kaj Bageri, Ali Parnien - også kendt som 'Bager-Ali' - er mistænkt for at have overtrådt udlændingelovgivningen ved at have arbejdet ulovligt i bageriet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Under et retsmøde i Københavns Byret lørdag kom det frem, at Mohsen Parnian blev anholdt fredag. Anklager Line Steffensen oplyste i retten, at man begærede ham administrativt tilbageholdt, ligesom det kom frem, at Udlændingestyrelsen har besluttet, at Mohsen Parnien skal udvises til Italien, hvor han har opholdstilladelse, og have indrejseforbud i to år.
Ifølge Ekstra Bladet forklarede Line Steffensen i retten, at Mohsen havde erkendt de faktiske omstændigheder, ligesom han havde godtaget en bøde på 3.000 kroner for overtrædelsen af reglerne, men efter et møde med sin beskikkede advokat, forklarede forsvaren, at Mohsen Parnian ikke mente, han havde overtrådt reglerne.
»Bøden godtog han, fordi han følte sig forpligtet til det,« sagde advokaten.
Mohsen Parnian vil påklage både bøden og Udlændingestyrelsens afgørelse, oplyste advokaten videre, ligesom han kærede den administrative frihedsberøvelse frem til hjemsendelsen til Landsretten.
Hans 19-årige søn, Ali Parnian, fik massiv omtale i slutningen af januar, da hans bageri blev smadret af maskerede gerningsmænd. Ifølge Ali Parnian og hans far var angrebet på bagerbutikken en konsekvens af, at de ikke ville betale beskyttelsespenge til kriminelle, der har afpresset dem.
Siden har politiet dog oplyst, at der tegner sig et mere 'broget billede' af begivenhederne.
Blandt andet er det kommet frem, at Mohsen Parnian selv er blevet anmeldt for et forsøg på afpresning, og at denne sag indgår i politiets efterforskning af hærværket mod bageriet. Han nægter sig skyldig i anklagen.



