Mandag eftermiddag gav en Facebook-følger folketingsmedlemmet Pernille Rosenkrantz-Theil (S) en god idé.
Efter at Pernille Rosenkrantz-Theil havde delt et opslag om, at Blå Kors mangler soveposer og frivillige, blev hun kontaktet af en af sine 37.000 følgere på Facebook.
»Han spurgte mig, hvorfor jeg egentlig ikke startede en indsamling. Det var da en god idé, så det gjorde jeg,« fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil til BT på vej til afstemning i folketingssalen.
Og som sagt, så gjort. Under en time senere lavede hun et nyt Facebook-opslag med opfordring til at støtte det gode formål via MobilePay.
Der var dog lige en enkelt ting, Pernille Rosenkrantz-Theil havde glemt: Her fik hun hjælp fra en politisk modstander, da hun reklamerede for indsamlingen på Twitter.
'Sig til mig du har fået clearet din indsamling ift indsamlingsloven...', skrev uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).
'Oh no', lød svaret fra Pernille Rosenkrantz-Theil.
»Jeg havde overhovedet ikke tænkt over det. Jeg gjorde det bare,« siger hun.
Mandag eftermiddag havde Civilstyrelsen, der har ansvaret for indsamlingsloven, lukket, men Pernille Rosenkrantz-Theil fik fat i styrelsen tirsdag morgen og fik derefter styr på formalia.
Siden mandag er det lykkedes Pernille Rosenkrantz-Theil at indsamle over 20.000 kroner. Det rækker efterhånden til at købe en masse soveposer, og derfor lakker indsamlingen allerede mod enden, fortæller hun.
»Jeg lukker for indsamlingen i aften, og så henviser jeg til at støtte Blå Kors fremover;« lyder det fra den socialdemokratiske socialordfører.



