I klippet herover ses, hvordan Kaj Bageri i Tingbjerg, som Ali Parnian ejer, i weekenden blev udsat for hærværk.

Ali Parnian, der i ugens løb er blevet landskendt som ’Bager-Ali’, risikerer både en fængselsstraf og udvisning af Danmark i en sag om en stjålen og afbrændt bil, som fredag kommer for Østre Landsret.

I oktober sidste år blev Ali Parnian ellers frikendt ved Retten i Lyngby, hvor han sammen med en kammerat var anklaget for at have stjålet en BMW 320 til en værdi af 36.500 kroner og have brændt den af.

Kammeraten tilstod dog episoden og blev idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste, ligesom han modtog en betinget udvisning af Danmark.

Statsadvokaten i København er dog ikke tilfreds med de domme og har derfor valgt at anke sagen til Østre Landsret, hvor sagen altså skal afgøres fredag.

Bageri-ejer Ali Parnian er den seneste uge blevet landskendt, da det i begyndelsen af ugen kom frem, at hans bageri, ’Kajs Bageri’, i Tingbjerg i København har været udsat for massivt hærværk i weekenden.

Ali Parnian har fortalt, at han tidligere er blevet afkrævet beskyttelsespenge, men har nægtet at betale, og i ugens løb har han fået bred politisk opbakning fra blandt andet udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der også har besøgt bageriet i Tingbjerg.

Kan miste 500.000

Også den konservative politiker Mette Abildgaard har bakket Ali Parnian op og startet en indsamling via Mobile Pay, som i skrivende stund har rundet knap 500.000 kroner.

Torsdag gør Mette Abildgaard det dog klart, at ingen af pengene er udbetalt, og hun nu vil afvente sagens forløb, da anklagerne er meget alvorlige.

»Jeg vil samtidig bruge tiden på at undersøge det praktiske i forhold til at annullere indsamlingen og tilbagebetale de knap 500.000 kroner, som fordeler sig over mange tusinde donationer, hvis det skulle blive aktuelt,« siger Mette Abildgaard til Ritzau.

I byretten blev Ali Parnian blandt andet frikendt, fordi dommer og domsmænd var enige om, at der ikke var nok bevis for, at Ali Parnian rent faktisk var indblandet i tyveri og afbrænding. Hans kammerat har forklaret, at han i den stjålne bil hentede Ali Parnian og kørte rundt, indtil bilen blev brændt af i Værløse. Ali Parnian selv siger dog, at han ikke vidste, at bilen var stjålet – men at han var af den opfattelse, at kammeraten havde købt bilen af svogeren. Han fortalte desuden, at han var blevet kørt hjem om aftenen, inden afbrændingen fandt sted.

Bageri-ejeren har desuden forklaret, at kammeraten har beskyldt ham for at medvirke til afbrændingen, fordi han havde talt med politiet.

»Jeg er uskyldig«

Ali Parnian hævder fortsat, at han er uskyldig.

»Jeg blev frikendt i byretten. Jeg er uskyldig. Sagen ligger flere år tilbage, og den har intet med sagen om hærværk og afpresning mod mig at gøre,« siger bageri-ejeren til Ekstra Bladet.

Til samme medie fortæller Ali Parnians forsvarsadvokat, Poul Erik Petersen, at såfremt Landsretten ikke stadfæster frifindelsen, vil man protestere mod en udvisning – og i andet tilfælde bede om at den bliver gjort betinget, så Ali Parnian kan blive i Danmark.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Ali Parnian.