En 21-årig mand er fredag kendt skyldig i drabet på 24-årige Mandeep Singh, der blev likvideret med tre skud i forretningen Amy Shop på Frederikssundsvej en septemberaften i fjor.
Anklager, Andreas Christensen kræver livstid i sagen.
Sagen har kørt ved Retten på Frederiksberg, og det var et enigt nævningeting, der har kendt den 21-årige skyldig, gjorde retsformand Christian Lundblad fredag eftermiddag rede for.
Nok har der manglet motiv i sagen, ligesom der heller ikke har været tunge beviser. Men retten fandt, at kæden af indicier var så sammentømret, at der ikke er tvivl om den 21-årige skyld, udtalte retsformanden.
Der er ingen direkte forbindelse imellem ham og det 24-årige offer:
»Der er intet, der tyder på, at tiltalte og offeret kendte hinanden. Jeg tror heller ikke, at attentatet var rettet imod den 24-årige. Jeg tror attentatet var rettet imod Amy Shop (forretningen, hvor han arbejdede),« lød det fra anklageren under hans afsluttende procedure i sagen.
Den tiltalte 20-årige blev ifølge hans opfattelse presset til at begå den kyniske likvidering. Under sagen er det dog ikke blevet direkte klarlagt, hvem der måtte have haft et horn i siden på forretningen, ligesom anklageren heller ikke direkte har gjort rede for, hvem der sendte den 20-årige ud for at begå drab.
Den tiltalte er etnisk dansk mand, der har flere diagnoser og som befinder sig på kanten af et kriminelt miljø. Han er ikke tidligere dømt for noget nævneværdigt, og har ingen direkte relation til bandemiljøet.
Dog har han solgt stoffer for nogen, som han ikke har villet navngive under retssagen.
På den 20-åriges private telefon har politiet efterfølgende fundet billeder af NNV-banden.
Den tiltalte 20-årige havde kort forinden mistet en såkaldt narkotelefon. Det er en telefon, som narkotrængende kunder ringer til, når de vil have bragt stoffer ud.
Det skete natten til 24. august, hvor han blev han anholdt i en p-kælder på Rabarbervej på ydre Nørrebro.
På sig havde han en mindre mængde kokain på sig til videresalg, og ved en efterfølgende ransagning fandt politiet yderligere en mindre mængde kokain i hans hjem – en lejlighed ved Genforeningspladsen på Ydre Nørrebro, hvor han bor sammen med sin mor.
»Sådan en narkotelefon kan være værdifuld, og fordi han har mistet telefonen, kommer han i klemme,« lød det fra anklageren.
Han gjorde rede for, at man i det kriminelle miljø udstikker dummebøder, og svage sjæle presses.
»Sådan kan det være gået for sig. Man skal betragte den tiltalte som en, der blev presset til det her,« lød det endvidere fra anklageren.
Under sagen har anklageren gjort rede for, at den dræbte på ingen måde var del af et kriminelt miljø.
Familien til den dræbte har fulgt retssagen, hvilket har været en voldsom oplevelse.
Omvendt har der - ud over et par enkelte venner - ikke været tilhørere, der stod den 21-årige skyldige nær tilstede ved retssagen.
Hør mere om kriminalitet i B.T.s dybdegående podcast 'På fersk gerning' her:
