Der var tale om en kynisk likvidering, da en maskeret mand midt på aftenen 12. september i fjor troppede op i vandpibebutikken True Passion på Frederikssundsvej og affyrede dræbende skud rettet imod en 24-årig mand.

Sådan lyder det i sagens anklageskrift, hvor en nu 21-årig, der nægter sig skyldig, er tiltalt. Manden er dækket af navneforbud, hvorfor B.T. er afskåret fra at omtale hans person i detaljer.

I anklageskriftet beskrives det, at den maskerede gerningsmand ankom til butikken på Frederikssundsvej, hvor man forhandler vandpiber og udstyr samt til tobak til vandpiber, omkring klokken 20.45. 

Her affyrede han seks skud med en kaliber 22 pistol.

12. september blev en 24-årig butiksbestyrer skudt i vandpibebutikken True Passion på Frederikssundsvej 25.
12. september blev en 24-årig butiksbestyrer skudt i vandpibebutikken True Passion på Frederikssundsvej 25. Foto: Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Tre ramte det 24-årige offer, der døde kort efter.

Flygtede på elcykel
Efter drabet flygtede gerningsmanden fra stedet på en elcykel

Flugtruten gik ned gennem de nærliggende sidegader, blandt andet Vibevej og Ørnevej. Undervejs blev han i øvrigt bemærket af flere tilfældige vidner.

»Jeg så en maskeret mand, der i høj fart kom på en elcykel. Det varede kun et øjeblik, men det var alligevel noget, jeg bed mærke i« fortæller 18-årige Jonas, der stod på hjørnet af Mågevej og Ørnevej.

Cykelturen har formentligt taget fire-fem minutter. For den nu tiltalte bor godt en kilometer væk i sydvestlig retning fra gerningsstedet.

24. september anholdt politiet den tiltalte 21-årige etnisk danske mand.

Kan være 'sendt i byen'
Anklageskriftet beskriver intet om et muligt motiv - men meget tyder på, at den 21-årige mand kan være sendt i byen af andre, der måtte have haft et horn i siden på enten offeret eller forretningen, som han arbejdede i.

Indtil videre er der ifølge B.T.s research intet, der peger på, at den tiltalte eller offeret havde nogen form for direkte kendskab til hinanden forud for drabet.

Det tyder heller ikke på, at offeret, der var bestyrer af butikken, var en del af rocker- eller bandemiljøet. 

Omvendt har den nu 21-årige tiltalte haft berøring med bandemiljøet, fortæller kilder med indsigt i sagen.

Kokain til videresalg
Det fremgår videre af anklageskriftet, at den 21-årige også er tiltalt for at have mindre portioner kokain til videresalg på sin adresse, da han blev anholdt.

Anklager, Andreas Christensen, vil ikke kommentere B.T.s oplysninger.

»Men ved retssagen vil vi selvfølgelig forsøge at få belyst et muligt motiv,« fortæller han.

Det er planen, at sagen skal for retten til november.

Lyt her til B.T.s dybdegående podcast om kriminalitet: