Dommerne i Østre Landsret var ikke i gavehumør, da der fredag middag blev udmålt straffe i ankesagen om bandedrabet i 2020 på en 22-årig mand på Åfløjen i Brønshøj.

Tre mænd med tilknytning til den nu forbudte gadebande LTF blev idømt fængsel på livstid, skriver Statsadvokaten på det sociale medie X.

Det drejer sig om Khalid Ismael Abaneh, Shamake Guleid Farah og Foad Sahsah.

Desuden fik Christian Jensen seks år for at have leveret våben til de dømte bandefolk. Han fik dog nedsat sin straf fra ti års fængsel, fordi landsretten ikke fandt det bevist, at han vidste, at våbnene skulle bruges til bandedrab.

Også den 36-årige Hamid Reza Izedjoo blev straffet med fængsel på livstid.

Han har ellers under ankesagen i landsretten trukket en bemærkelsesværdig kanin op af hatten – nemlig at han i et par år havde været hemmelig meddeler for politiet.

Selvom Københavns Vestegns Politi har bekræftet oplysningen om, at han har fungeret som en slags muldvarp i bandemiljøet i 2018 til 2020, var det altså ikke nok til at gøre hans straf mildere. Ligesom i byretten blev han straffet med livstid.

Derfor blev han informant
Under ankesagen i Østre Landsret forklarede han om sine overvejelser ved at oplyse om sin rolle som hemmelig informant.

»Som udgangspunkt var jeg ikke så meget for at afgive forklaring i byretten om sandheden. På den ene side kunne jeg risikere at få en livstidsdom – på den anden side kunne jeg risikere at være i livsfare hele tiden.«

»Jeg kender alle grupperingerne, men er ikke selv medlem noget sted. Jeg har en evne til at charmere mig ind hos bandefolk. Hos mig kom der både folk fra LTF, fra Husum og NNV samt rockere fra Hells Angels og Bandidos.«

»Det startede, da jeg blev skudt i 2018. Jeg blev opereret, og forskellige grupperinger rakte ud for at hjælpe mig. Med politiet blev jeg enig om, at vi kunne hjælpe hinanden,« forklarede han i vidneskranken i landsretten.

Under sagen har han blandt andet været belastet af en krypteret EncroChat-telefon, hvor der kort inden skyderierne i Brønshøj blev skrevet om våben og udvekslet et billede med en pistol og en maskinpistol.

Dette billede har politiet offentliggjort i forbindelse med efterforskningen.
Dette billede har politiet offentliggjort i forbindelse med efterforskningen. Foto: Politi
Vis mere

Voldsom konflikt
Retssagen var det juridiske efterspil efter et drab og et drabsforsøg, der fandt sted i forbindelse med konflikten mellem LTF-bandens afdeling i Rødovre og en gruppering, der af politiet blev omtalt som Husum-gruppen. 

Her var der tale kom en konflikt, der havde kørt i flere år, men som ind i mellem gik i dvale.

I første del af 2020 blussede konflikten atter op, og flere skyderier fulgte.

Konflikten kulminerede 8. april omkring klokken 14, hvor en 22-årig mand blev ramt af en voldsom skudbyge på en p-plads ved Åfløjen i Husum. Serien af skud var affyret fra både en pistol og en maskinpistol.

Både byretten og landsretten har fundet det bevist, at drabet på den 22-årige var hævn for en episode, hvor en 24-årig mand var blevet påkørt på et stisystem ved Vestvolden 27. marts omkring klokken 21.

Påkørslen var så voldsom, at den 24-årige senere samme aften eller nat døde af sine kvæstelser.

Den 24-årige blev påkørt, efter maskerede mænd kort forinden var ankommet til Åfløjen og her havde affyret en serie skud uden dog at ramme nogen.

Efterfølgende var de stukket af på cykel, men Husum-gruppen havde reageret hurtigt og var i bil sat efter gerningsmændene til skyderiet. Det var i den forbindelse, at den 27-årige blev påkørt.

En maskeret mand bevæbnet med en Uzi maskinpistol jagtede bandefjender i Husum nogle dage før drabet.
En maskeret mand bevæbnet med en Uzi maskinpistol jagtede bandefjender i Husum nogle dage før drabet. Foto: Politiet
Vis mere

Krypteret snak
Ud over drabet 8. april 2020 er de nu dømte også kendt skyldige i et drabsforsøg, hvor ingen blev ramt. 

Det fandt sted nogle dage tidligere, hvor maskerede mænd jagtede mulige ofre. Her var gerningsmændene bevæbnet med blandt andet en Uzi.

Både byret og landsret har ved dommen lagt vægt på den kommunikation, som gerningsmændene førte på krypterede EncroChat-telefoner under forløbet.

»Bror, vi skal have fat i de her ludere, de skal dø, bror',« lød det blandt andet i en besked.

Kort efter drabet lød det:

»Bror, hans life er blevet tømt« og »De har tømt ham.«

Foruden de dømte har også en 23-årig mand ifølge politiet spillet en rolle i bandekonflikten. 

Han er mistænkt af politiet i forbindelse med hele tre banderelaterede drab. Han gemmer sig formentlig i Makedonien.

Hør mere om kriminalitet i B.T.s uddybende podcast 'På fersk gerning' her: