Han er kun 23-årig, men alligevel efterlyst over hele verden af dansk politi for tre drab og to drabsforsøg.
Efter politiets opfattelse begik han de blodige skyderier under bandekonflikter på Sjælland i løbet af 2020.
Og det skete i forening med hans kammerater i den nu forbudte indvandrerbande Loyal to Familia (LTF).
Derfor vil den 23-årig L. efter alt at dømme stå til fængsel på livstid, hvis han kendes skyldig.
Lige nu er udsigterne til at stille ham for retten dog besværliggjort af, at han er flygtet til udlandet. Formentlig til Makedonien.
»Jeg er i kontakt med min klient, og han er bekendt med sigtelserne mod sig,« siger hans forsvarer, advokat Anders Schønnemann, til B.T.
Advokaten har ingen kommentarer til, hvor hans klient i øjeblikket befinder sig.
»Han er overbevist om, at han ikke vil blive fundet skyldig – hverken i det ene eller det andet. Derfor vil han også gerne have sine sager afgjort, men han ved jo godt, at hvis han kommer hjem til Danmark, så vil han løbe en meget stor risiko for at blive varetægtsfængslet for fuld skrue, og så vil han skulle sidde og vente på dom, ankesag og derudaf. Det ønsker han ikke at risikere, og det er årsagen til, at han ikke er hjemme,« forklarer forsvareren.
Den 23-årige L. har efter anklagemyndighedens opfattelse blandt andet været på spil ved to blodige bandeskyderier i 2020, der tilsammen kostede tre unge mænd livet.
Det første dødsskyderi fandt sted 3. april 2020 på en parkeringsplads ved Åfløjen i Husum i udkanten af København, hvor en 22-årig mand blev skudt ned bag rattet i sin sorte Toyota Aygo. Offeret havde netop sat sig ind i bilen efter at have spist sen morgenmad med sin mor og sine brødre.
Den dræbte viste sig at have tre skudhuller i ryggen, og på gerningsstedet fandt kriminalteknikerne bagefter 26 patronhylstre fra to forskellige våben.
Det andet blodige skyderi fandt sted godt et halvt år senere, hvor tre unge mænd 17. november 2020 faldt i et baghold på en offentlig parkeringsplads ved supermarkedet Meny på Nørre Allé i Kalundborg.
To mænd på 21 og 24 år blev dræbt i kugleregnen, mens den tredje blev livsfarligt såret af flere skud. Efter ti dages indlæggelse kunne lægerne dog udskrive den 20-årige overlever.
I alt seks mænd med tilknytning til LTF venter på at komme for et nævningeting i Holbæk for dobbeltdrabet og det samtidige drabsforsøg.
Ifølge det foreliggende anklageskrift i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, var den 23-årige L. med til fire dage i træk at køre med fire andre gerningsmænd fra Brøndby til Kalundborg for at få ram på de udsete rivaler fra bandegrupperingen Sydkystgruppen, som LTF var i konflikt med på det tidspunkt, og som man havde aftalt at mødes med i Kalundborg.
I drabssagen fra Husum spillede den 23-årige L. ifølge anklageskriftet, som B.T. også har fået adgang til, en særdeles central rolle ved selve drabet. Her var han efter politiets opfattelse en af de to skydende gerningsmænd, som slog til, efter at der også her var blevet luret på offeret i dagevis.
Da de to mordere gik i aktion var de bevæbnet med dels en Uzi-maskinpistol og dels en pistol af mærket Colt.
Fem dage før drabet havde de samme gerningsmænd ifølge politiets anklageskrift i det nærliggende Gadelandet i Brønshøj forsøgt at få ram på tre mænd, der dog reddede livet ved at løbe væk i sidste øjeblik, da to bevæbnede mænd pludselig myldrede ud fra en stjålet Audi RS6 med falske nummerplader.
Ifølge anklageskriftet var den 23-årige L. chauffør på Audien ved dette drabsforsøg mod de tre mænd, der var tilknyttet den såkaldte Husum-gruppering, som LTF lå i krig med på det tidspunkt.
Den 23-årig har siden december 2020 været fængslet in absentia – altså uden at være til stede i retten – og efterfølgende været efterlyst over hele verden via Interpol.