Selvom det er mørkt, kan Henry Justesen tydeligt fornemme, at personen i bilen bag ham er utålmodig.

Flere gange slingrer bilisten ud i den modsatte kørebane for at se, hvornår der er frit til at overhale.

De kører gennem et stort boligområde med flere sideveje, og pludselig ser Henry bilen til venstre for sig.

»Ikke nu igen,« tænker han.

Bilen overhaler ham i høj fart i et helleanlæg på Furvej i Skive og fortsætter i den modkørende vejbane.

»Jeg frygter, at jeg ender i en alvorlig ulykke med en af de her biler en dag,« siger 56-årige Henry Justesen.

Han er lastbilchauffør og har et videokamera installeret for at filme de mange hensynsløse bilister, som han møder på sin vej. Den farlige overhaling i boligområdet skete i fredags, men Henry oplever hasarderet kørsel flere gange om ugen. Det er anden gang, at han er vidne til, at nogen ignorerer de fuldt optrukne linjer lige netop på den vej.

TIP OS: Har du oplevet lignende? Eller kører du selv på samme måde? Skriv til B.T. på matu@bt.dk.

I sensommeren 2019 oplevede Henry Justesen også flere tilfælde af hasarderet kørsel, som næsten endte i en ulykke. En af dem med en motorcykel, som overhalede ham.
I sensommeren 2019 oplevede Henry Justesen også flere tilfælde af hasarderet kørsel, som næsten endte i en ulykke. En af dem med en motorcykel, som overhalede ham. Foto: Henry Justesen
Vis mere

Tidligere samme aften var Henry også nødt til at trykke hårdt på bremsen, fordi en anden overhalede ham og næsten kørte frontalt sammen med en modkørende bil. Den slags sker rigtig tit, fortæller han.

Og det bekymrer ham. Det er ikke mere end et år siden, at Henry fandt en bil i vejgrøften efter en soloulykke. Personen i bilen var død, og det glemmer han ikke.

»Det, jeg så, sidder stadig på nethinden. Jeg vil ikke opleve det igen,« fortæller han.

Som lastbilchauffør tilbagelægger han tusindvis af kilometer hvert år, og han ser derfor også mere, end andre gør, på vejene. Han købte et videokamera – et såkaldt dashcam – fordi vanvidskørslen kan ende i ulykker. Han har set motorcykler, varevogne og personbiler være sekunder fra fatale sammenstød adskillige gange.

»Der må være nogen, som ikke holder af deres familier. De tænker heller ikke på deres medtrafikanter,« siger han. »Det ender med, at nogen dør.«

Henry Justesen har flere gange kontaktet en virksomhed, hvis der har været en firmabil involveret.

Det er endnu ikke endt med en politianmeldelse, fordi hans nuværende kamera ikke fanger nummerpladerne tydeligt nok. I stedet håber han, at skrækeksemplerne kan vise folk, hvor slemt det ser ud fra hans vinkel. Meget tyder på, at Henry ikke er alene med sine oplevelser. Hos Rådet for Sikker Trafik kommer hans eksempler ikke bag på direktør Mogens Kjærgaard Møller.

»Der er sket en forråelse i trafikkulturen. Vi ser en større aggressivitet, flere tilfælde af vejvrede og mindre tålmodighed på vejene,« fortæller han.

På flere af Henry Justesens optagelser overhaler bilerne hans lastbil uden at tage hensyn til modkørende biler, som de er millimeter fra at ende i et frontalt sammenstød med.

Den type hensynsløs adfærd kalder Mogens Kjærgaard Møller for 'ekstremt farlig'.

»Det går ikke kun ud over en selv, men også de andre trafikkanter,« siger han.

For at understrege den pointe fremhæver han, at ni ud af 10 ulykker skyldes ulovlig og uhensigtsmæssig adfærd i trafikken. Udviklingen peger ikke kun mod mere hasarderet kørsel, men også på flere dødsfald. Antallet af dødsulykker steg fra 2018 til 2019 med 20 procent.