'Chokerende optagelser viser øjeblikket, hvor en kvinde og hendes hund bliver torpederet af en bil.'

Sådan skriver West Midlands Police i Storbritannien til en video, de har offentliggjort på sin hjemmeside.

I videoen kan man se, hvordan en kvinde stille og roligt går i vejsiden med sin hund, da en bil først kører forbi, hvorefter en anden bil pludselig pløjer direkte ind i hende og hunden.

Kollisionen medfører, at kvinden og hendes kæledyr bliver sendt på en voldsom flyvetur ud i skoven.

Den voldsomme hændelse fandt sted onsdag eftermiddag 22. juli på Doe Bank Lane i Great Barr.

På mirakuløs vis formåede kvinden at slippe af sted fra sammenstødet i live – dog med alvorlige kvæstelser. Hendes hund ved navn Millie døde på stedet.

Føreren af bilen, en Renault Clio, flygtede efterfølgende fra stedet sammen med en kvinde, der formodes at være passager i bilen.

Derfor valgte politiet at dele videoen med offentligheden i håbet om at finde frem til føreren, og det har vist sig at være en god beslutning.

Efter en lang række tip har politiet nemlig nu anholdt en 17-årig ung mand fra Birmingham, som de mistænker for at have ført bilen. Det skriver ITV News.

»Vi har haft en fænomenal respons på vores efterspørgsel. Videoen er blevet delt tusindvis af gange og er blevet set af millioner,« siger en talsmand fra politiet og fortsætter:

»Men vi vil stadig gerne snakke med folk, der ved noget.«

Politiet vil især gerne i kontakt med føreren af bilen, der kørte forbi kvinden, før hun og hunden blev kørt ned af Renault Clio'en.