Hans Tosti er stadig fortørnet over det syn, der mødte ham på Frederikssundmotorvejen uden for København.

»Det var fuldstændigt vanvittigt. Det er helt vildt, at man som bilist kan være så utålmodig og ligeglad,« siger han, da B.T. taler med ham.

Mandag i sidste uge var han og en kollega på vej til et hotel i Glostrup efter at have afsluttet en arbejdsopgave. Klokken var lidt over 14, og trafikken var derfor moderat på motorvejen ved Ballerup, da Hans Tosti  blev ekstra opmærksom på den foranliggende bilist, en taxa.

»Pludselig fik jeg en fornemmelse af, at shit, der er noget, der er ved at gå galt. Det gav et helt sæt i mig, fordi den her taxachauffør forsøger at smutte ind imellem to biler på motorvejen,« fortæller Hans Tosti om episoden (se det øverst i artiklen), hvor én særlig detalje ved vanvidskørslen forarger ham ekstra meget:

»Når man samtidig er en professionel bilist som en taxachauffør, der lever af at køre bil, så burde man da vide, at det gør man bare ikke.«

Hans Tosti kører selv Tesla, og elbilen optager altid, når den er i bevægelse. Forud, bagud og langs siderne. Derfor blev situationen med taxaen optaget. Hans Tosti er desuden selv videoproducer, så han klippede selv Teslaens automatiserede 10-minutters optagelse sammen til en kortere sekvens og delte det på Facebook, fordi 'det var en vild oplevelse'.

Bilisten ærgrede sig dog over én ting, da han så billederne.

»Desværre holder jeg jo afstand på motorvejen, så jeg kommer ikke tæt nok på til at se nummerpladen på taxaen,« siger Hans Tosti om strækningen, hvor man må køre 110 km/t.

Han besluttede siden at melde episoden til politiet, fordi de måske kunne spore taxaen via GPS eller lignende, fordi han via sine egne optagelser havde et præcist tidspunkt og stedsangivelse. Han sendte derfor et link med råklippet til Københavns Vestegns Politi i en mail, han finder på deres hjemmeside. Han hørte dog ikke noget og besluttede sig for at skrive til politiet via Twitter. Først her reagerer presseafdelingen og har bedt ham sende klippet til dem.

Det har han dog endnu ikke fået gjort.

Københavns Vestegns Politi har undskyldt den langsomme svarproces med, at der været 'travlt'. Over for B.T. bekræfter Københavns Vestegns Politi, at man har kendskab til sagen. Det lyder videre, at man ikke har flere kommentarer på nuværende tidspunkt, men at man afventer videooptagelsen og herefter 'vil undersøge sagen og se, hvad der er af muligheder'.

Med bopæl i Varde, kontor i Vejle og arbejdsopgaver over hele Danmark, tilbringer Hans Tosti dagligt mange timer på de danske motorveje. Og han glæder sig i det mindste over, at han ikke ofte støder på bilister, der kører så uforsvaligt som den pågældende taxa.

»Heldigvis ikke. Jeg er jo selv elbilist, så for mig handler det ikke om at køre hurtigt, men effektivt for ikke at skulle lade op hele tiden. Så jeg kører pænt. Og jeg synes faktisk, at i langt de fleste tilfælde kører folk pænt, når de kører på vejen. De danske bilister er bedre end deres rygte, og det er eksempelvis utroligt sjældent, at jeg ser dem – man ellers ofte hører om – der kommer blæsende forbi med 200 km/t,« siger Hans Tofti.