I 32 år har Flying Tiger haft butik på Islands Brygge. Den åbnede som den første af sin slags i Danmark i 1988, men nu er det slut.

På grund af manglende indtjening lukker og slukker kæden for butikken, skriver TV 2 Lorry. Og det gør ondt på virksomhedens landechef i Danmark, Rass Skov.

'Det er selvfølgelig med stor vemod, at vi kommer til at forlade Islands Brygge. Butikken på Thorshavnsgade har altid haft en speciel plads i vores forretning. Men udgifterne forbundet med drift, husleje med videre har over en længere periode desværre ikke tilsvarende omsætningen', skriver han til TV 2 Lorry.

Lukningen kommer få måneder efter nyheden om, at Flying Tiger Copenhagens årsregnskab for 2019 viste underskud. For første gang i fem år steg omsætningen ikke.

Manden, som er grundlægger af kæden, og som åbnede butikken på Islands Brygge i sin tid, hedder Lennart Lajboschitz og er også vemodig over situationen. Han solgte størstedelen af Tiger, som det hed dengang, i 2012.

Til TV 2 Lorry fortæller han, at han på den anden side også accepterer udviklingen og tingenes gang.

I Danmark lukker Flying Tiger også 13 andre butikker frem mod næste år.

Underskuddet i virksomheden skyldes, at Flying Tiger er i gang med et større oprydningsarbejde for at gøre butikkerne mere rentable.