Lyt til artiklen

»En halv meter før han når cyklisten, kigger jeg ned, for jeg ved godt, hvad jeg kommer til at se,« siger hun fra vidneskranken og forstummer så.

En snøften tager over, og hun placerer sit ansigt i sine hænder. For nok så den unge kvinde ikke, hvad der skete den morgen i december sidste år. Men hun hørte det.

Hun hørte det, som anklageren betegner som et drab. Hun hørte, at en bilist bragede ind i den cyklist, han kort forinden havde diskuteret med.

»Da jeg kigger op, ser jeg cyklisten ligge på jorden, og bilisten er væk,« fortæller den unge kvinde, da hun mandag afgiver forklaring i Københavns Byret.

Her sidder en 30-årig mand tiltalt for bevidst at have kørt den 45-årige cyklist ned og dermed dræbt ham.

Han nægter. Ikke, at han om morgenen 14. december i krydset ved Sølvgade og Østre Voldgade kørte cyklisten ned. Heller ikke, at han er skyld i cyklistens død.

Han nægter, at han gjorde det med vilje. At det var drab.

»Jeg har ikke frivilligt ramt ham. Jeg har ikke frivilligt villet gøre skade på et andet menneske,« lyder det fra den tiltalte på første retsdag, hvor han også fortæller, hvad der skete forud for påkørslen.

Adskillige var mødt op for at tage afsked med den 45-årige. Foto: Privat.
Adskillige var mødt op for at tage afsked med den 45-årige. Foto: Privat.
Vis mere

Han kendte ikke den 45-årige mand. Han havde aldrig mødt ham før den morgen, hvor deres veje bogstavelig talt krydsede.

Den 30-årige var på arbejde og skulle køre ud ved en udkørsel til Østre Voldgade. For at orientere sig holdt han midt på cykelstien.

Så kom cyklisten. Åbenlyst utilfreds med den 30-åriges placering fægtede han med armene, viser videooptagelser, der har dokumenteret det meste af hændelsen. Også den voldsomme påkørsel.

Cyklisten nøjedes ikke med at gestikulere. Han stoppede ved bilen. Og spyttede så den tiltalte i hovedet, har den tiltalte forklaret i retten.

Dernæst åbnede cyklisten døren til forsædet. Den 30-årige ved ikke hvorfor. Om han ville have fat i ham, ind i bilen eller noget tredje. Men en kamp om døren opstod.

»Jeg er meget uforstående over, at der skal være en diskussion,« fortæller den tiltalte i retten.

Efter lidt tid ville cyklisten videre og satte kurs mod den anden side af vejen.

»Jeg når bare at tænke, at han ikke bare skulle køre fra det. Det kan man da ikke tillade sig. Det må da kunne løses på en eller anden måde,« siger den tiltalte og tilføjer, at han bare ville tale med cyklisten, da han kørte efter ham.

Den unge kvinde havde set diskussionen, forklarer hun i retten. Hun er tydeligt ubekvem og grådkvalt, allerede da hun træder ind og tager plads.

Hun var på vej i skole den morgen. Gik og kiggede ned i sin telefon, indtil uoverensstemmelsen mellem bilisten og cyklisten fangede hendes interesse.

»Jeg tager mine øretelefoner ud, fordi jeg ser, der er uro. Jeg kan se, de fægter med armene, men jeg hører ikke, hvad de siger.«

»Da jeg kommer tættere på, kan jeg høre cyklisten kalde bilisten 'idiot'. Det er det eneste tydelige, jeg hører.«

Hun gik videre, men nåede ikke langt, før uroen igen krævede hendes opmærksomhed.

»Da bilisten speeder op, hører jeg hjulspin. Og bagefter hører jeg cyklen kure hen ad vejen.«

Selve påkørslen lukkede hun øjnene for. Hun vidste godt, hvordan det ville ende.

»Ud fra det, du har set, vil du så vurdere, at det var et uheld eller en bevidst handling?« spørger anklageren hende. Hun svarer hurtigt:

»Det var bevidst.«

»Er du sikker?«

Uden at tøve siger hun »ja«.

Lige så skråsikker er et af sagens andre vidner. Også han var kommet gående ad Østre Voldgade den morgen.

»Den måde, han kørte direkte ind i ham, det var bevidst. I mit hoved kan det ikke være andet.«

Han havde forinden set de to diskutere, men tænkt, at det ikke kom ham ved, og var fortsat forbi.

»På et tidspunkt kan jeg høre en bil gasse op, og det får mig til at vende mig om. Så kan jeg se, bilisten kører direkte over vejen, op over kantstenen til cykelstien og direkte ind i cyklisten.«

Efter to dage i kunstig koma døde cyklisten af sine kvæstelser.

Bilisten forsvandt fra stedet, men blev efter et kvarters tid anholdt og har siden været i fængsel.

Nu er det op til en nævningeting at tage stilling til, om han kan dømmes for drab. Eller om det var et uheld, der førte til den 45-åriges død. Sagen fortsætter fredag.