»Jeg har overvejet mange mulige scenarier. Overvejet, hvad jeg kan tilføje og sige som det sidste,« sagde han, da han tog det sidste ord i retten, før nævninge og dommere trak sig for at vurdere, om han har gjort sig skyldig i drabet på en 45-årig cyklist.

Så tilføjede han et »men«:

»Jeg kan ikke komme frem til noget, der kan retfærdiggøre det her. Jeg kan ikke sige andet, end det ikke er min mening og aldrig har været det. Jeg er ubeskriveligt ked af, hvad hans pårørende og min egen familie har stået model til gennem det her.«

»Jeg ved godt, det bare er ord. Jeg kan ikke retfærdiggøre det her.«

Den 30-årige mand erkender, at det er hans skyld, at fire børn sidste år blev frarøvet deres far, da han påkørte ham midt i den københavnske formiddagstrafik.

Men han og hans forsvarer mener, at der er tale om uagtsomt manddrab. At det var et uheld.

»Der er intet, der taler for, at han har tænkt: 'Dør han, så dør han'. Det er der intet, der tyder på. Intet. Tværtimod,« sagde forsvareren i sin procedure.

Sagen centrerer sig om netop det spørgsmål. Spørgsmålet om, hvorvidt den 30-årige dræbte den 45-årige cyklist med vilje. Om han havde forsæt til det.

Det mener anklageren, at han havde.

I sin afsluttende procedure argumenterede anklageren for, at den 30-årige som det mindste måtte have accepteret muligheden for, at påkørslen ville blive fatal.

Adskillige var mødt op for at tage afsked med den 45-årige Abdullah Oali. Foto: Privat.
Adskillige var mødt op for at tage afsked med den 45-årige Abdullah Oali. Foto: Privat.
Vis mere

Selve påkørslen fandt sted 14. december sidste år. Her mødte den tiltalte og den 45-årige hinanden for første gang.

Og det var langt fra et behageligt første møde.

Cyklisten kom kørende ad Øster Voldgade, da han begyndte at fægte med armene til den 30-årige, som var i bil og holdt midt på cykelstien for at orientere sig og komme ud på vejen.

Det meste af hændelsesforløbet er fanget af overvågningskameraer, men netop konfrontationen mellem de to fandt sted i en blink vinkel.

I retten har den 30-årige dog forklaret, at cyklisten kørte helt op på siden af bilen og spyttede på ham, ligesom han også åbnede døren ind til førersædet.

Der var en ophedet diskussion, før cyklisten trak sig og cyklede videre.

Bilisten fulgte efter. Og på videosammenklippet kan man se, at han kørte lidt til højre, før han skiftede kurs mod cyklisten.

Så trådte han ifølge en bilinspektør, der har vidnet i sagen, sømmet i bund og ramte cyklisten bagfra.

Mens den tiltalte har forklaret, at han ikke havde til hensigt at køre den 45-årige ned. Modsat har flere vidner i sagen ikke været i tvivl.

Det var en bevidst handling, fastslog to af dem på retssagens første retsdag. Og den påstand fremførte anklageren så fredag under sin procedure.

»Vidnerne har fortalt, at han hverken forsøgte at bremse eller undvige før påkørslen. Tværtimod. Det samme ser man på overvågningen. Der ser man, at han havde masser af tid til at reagere,« sagde anklageren og pegede på, at den 30-årige efter påkørslen kørte videre i samme fart.

Han understregede ligeledes, at den tiltalte i hans optik kunne have forudset konsekvenserne.

»Hvis man på nogen måde kan være i tvivl om, hvor farligt et våben en bil er, taler obduktionsrapporten sit eget tydelige sprog,« sagde han og henviste til de mange brud og den hjerneblødning, der kostede den 45-årige mand livet.

Det er nu op til sagens dommere og nævninge at vurdere, om der er tale om overlagt eller uagtsomt manddrab.

Hvad de kommer frem til, får vi svar på 14. december, hvor skyldkendelsen vil blive læst højt i Københavns Byrets retssal 27 klokken 9.30

Herefter skal anklager og forsvarer igen på banen. Denne gang for hver især at argumentere for, hvilken straf den 30-årige skal idømmes. Senere samme dag falder dommen.

Du kan læse B.T.s livedækning af sagen her.