Borgere bliver i disse dage forsøgt bedraget af kriminelle, der udgiver sig for at være fra politiet.
Alene i denne uge har Nordsjællands Politi registreret mindst seks sager om enten forsøg på bedrageri eller tricktyveri.
I fem af sagerne har gerningsmanden udgivet sig for at være fra politiet. Det skriver TV 2 Lorry.
Det skete blandt andet onsdag formiddag, hvor en 75-årig kvinde fra Allerød blev ringet op af en person, der fortalte, at han arbejdede hos politiet.
Derpå forklarede bedrageren, at han havde opdaget, at der var blevet oprettet et lån i kvindens navn.
På den måde fik han udleveret den 75-åriges NemID-oplysninger.
Og bagefter opdagede kvinden, at hun ikke længere havde adgang til sin NemID, da koderne var blevet ændret.
En kvinde fra Birkerød oplevede tirsdag i denne uge noget lignende.
Hun blev også kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra politiet.
Han fik narret kvinden til at udlevere både sine NemID-oplysninger, cpr-nummer og bankoplysninger. Senere opdagede offerets bank, at en person havde forsøgt at hæve et større beløb på kvindens konto.
Banken nåede dog at stoppe forsøget på bedrageri, skriver TV 2 Lorry.
Bedrageriforsøgene er også sket i Gentofte, Frederikssund og Gilleleje, hvor bedrageren – eller bedragerne – udgav sig for at komme fra henholdsvis Sønderborg Politi og Fyns Politi.
Borgerne i Frederikssund og Gilleleje blev dog begge mistænksomme og afbrød samtalen uden at have udleveret deres NemID-oplysninger.
Politiet, offentlige myndigheder, banker og lignende vil aldrig nogensinde bede om at få oplysninger om NemID.
Så hvis nogen beder om dine NemID-oplysninger, er du med stor sandsynlighed ved at blive udsat for bedrageri.



