Gustav Salinas har opbygget et online fitnessimperium, hvor han bestræber sig på at give kunderne veltrænede kroppe.

Den tidligere realitystjerne er dog ikke bange for selv at spille med musklerne, hvis nogen kritiserer hans firma, FitnessNu.

Det må Katrine Gisiger, der arbejder som kognitiv kostvejleder, sande.

Hun har de seneste par måneder sat fokus på mange menneskers dårlige oplevelser med online coaches – heriblandt Gustav Salinas – på Instagram og Facebook.

Jeg bakker ikke ud på grund af trusler. Jeg er i den her branche for at hjælpe folk til et sundere liv, og det indebærer at sætte en stopper for folk, der svindler, skader og udnytter mennesker for penge

»Det hele startede med min kæreste, der har lavet en brancheforening, som hedder PT Danmark (Person Træner Danmark, red.),« forklarer Katrine Gisiger til B.T.

Brancheforeningen mener, at det er et stort problem, at der findes en masse personlige trænere – ofte tidligere realitystjerner – der laver uetisk arbejde, når de slår sig op på at være onlinecoaches uden at have nogen kvalifikationer.

For at sætte fokus på dette bad Katrine Gisigers kæreste hende efterspørge historier med onlinecoaches fra sine mange følgere på de sociale medier.

»Jeg fik 10-20 historier og delte dem, og så væltede det ind. Jeg har nu delt 500 historier på Instagram, og vi har mange flere. Det er et stort problem, og det er mange forskellige onlinecoaches, men 300 ud af de 500 historier handlede om Gustav.«

B.T. har tidligere afdækket, hvordan eksempelvis virksomheden Lenus eHealth selv opsøger realitystjerner, også dem helt uden fagligt belæg for at være personlige trænere, og forsøger at få dem til at drive online coachingvirksomhed.

Sagen eskalerer, da hun 6. august deler en satirisk video om Gustav Salinas' virksomhed, og ikke længe efter modtager hendes advokat en mail fra Gustav Salinas' ditto med fem krav.

Mail med kravene fra Gustav Salinas til Katrine Gisiger. Foto: Privat
Mail med kravene fra Gustav Salinas til Katrine Gisiger. Foto: Privat

Videoen skulle slettes fra alle platforme, en uforbeholden undskyldning skulle deles på alle platforme og omfatte både Gustav Salinas samt hans medarbejdere, hun skulle overføre 30.000 kroner i erstatning for brud på ophavsrets- og markedsføringslovgivningen samt 10.000 kroner yderligere til at dække Gustav Salinas foreløbige advokatudgifter.

»Det sagde jeg selvfølgelig nej til,« siger Katrine Gisiger.

»Jeg tilbød at slette videoen og rette fejlene i den, men jeg giver ham ikke en undskyldning, jeg giver ham ikke nogen penge, og jeg skal ikke have mundkurv på.«

Videoen ligger fortsat på hendes sociale medier.

Gustav Salinas fik sit gennembrud som realitystjerne, men gør sig i dag i træningsverdenen med sit firma FitnessNu.
Gustav Salinas fik sit gennembrud som realitystjerne, men gør sig i dag i træningsverdenen med sit firma FitnessNu. NIELS AHLMANN OLESEN

Parterne skal mødes med deres advokater fredag, men findes der ikke en løsning, står sagen til at skulle løses ved domstolen.

Kommer det så langt, kan det blive en kostelig affære for Katrine Gisiger. Det får hende dog ikke til at ryste på hånden.

»Jeg bakker ikke ud på grund af trusler. Jeg er i den her branche for at hjælpe folk til et sundere liv, og det indebærer at sætte en stopper for folk, der svindler, skader og udnytter mennesker for penge.«

»Så kan det godt være, at jeg ender med at tabe hele sagen og skylder Gustav en halv million, eller hvad det nu bliver, men så må det være sådan. Han (Gustav Salinas, red.) skal ikke have lov til det her,« siger hun.

Mange af hendes følgere har da også allerede meldt sig klar til at støtte økonomisk, hvis det skulle komme dertil.

Mail fra Gustav Salinas advokat til Katrine Gisigers advokat, hvor Katrine Gisigers kritik beskrives som en 'hadekampagne'. Foto: Privat
Mail fra Gustav Salinas advokat til Katrine Gisigers advokat, hvor Katrine Gisigers kritik beskrives som en 'hadekampagne'. Foto: Privat

Katrine Gisiger afviser, at hun og og hendes kæreste skulle have nogen personlig interesse i at skabe dårlig omtale af Gustav Salinas' virksomhed.

»For det første er min kæreste ikke personlig træner længere. Brancheforeningen er frivilligt arbejde, og han lavede den, fordi han vil højne niveauet, så han er ikke konkurrent.«

»Jeg er en omvendt konkurrent. Når folk er blevet ødelagt af et onlinecoaching-forløb, så kommer de til mig, så jeg mister faktisk penge på at tage den her kamp mod dårlige onlinecoaches, da det potentielt set mindsker min kundekreds,« forklarer hun.

Gustav Salinas' advokat bekræfter, at der er en sag i gang, men har derudover ikke yderligere kommentarer.

B.T. har også været i kontakt med Gustav Salinas, der fortæller, at han på nuværende tidspunkt vil lade retten tale.