Skuespiller Robert Hansen er havnet i stormvejr, efter hans 25-årige ekskæreste Nynne Larsen har beskyldt ham for vold.
Det påståede overfald skulle være sket på en ferie i Spanien i slutningen juli.
Bare en måned forinden var han med til at indspille en westernfilm for filmskolen Super 16.
B.T. har været i kontakt med filmskolen, der er bekendt med de anklager, der lige nu rettes mod Robert Hansen.

»Filmskolen, Super 16 og filmholdet bag filmen med Robert Hansens medvirken følger sagen, og vi tager det meget alvorligt,« lyder det i en sms fra Super16s forperson, Teys Schucany.
»Vi har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer,« fortsætter han.
Filmskolen har ikke haft lyst til at uddybe, hvordan de tager sagen alvorligt, eller om det påvirker produktionen samt visningen af filmen.
Super 16 blev oprettet i 1999, og hvert andet år optager de 18 nye medlemmer – seks instruktører, seks producere og seks manuskriptforfattere – som får et treårigt forløb.

Westernfilmen, som Robert Hansen har medvirket i, er en af de såkaldte midtvejsfilm, som skolens medlemmer laver.
B.T. har kontaktet Robert Hansen for at få en kommentar til Super16s udmelding, men uden at få svar.
Robert Hansens ekskæreste 25-årige Nynne Larsen har tidligere fortalt, at de to kom op at skændes i deres feriebolig, hvorefter 41-årige Robert Hansen skulle have slået og sparket hende.
Efterfølgende blev begge anholdt og måtte tilbringe et døgn i fængsel.
Ifølge hende er det ikke første gang, Robert Hansen har slået hende.
B.T. har tidligere været i kontakt med Robert Hansen, der hverken ønskede at be- eller afkræfte anklagerne, da han på nuværende tidspunkt vil fokusere på sin søn.


