Fra midten af retssalen bag vidneskranken brød en 57-årig erhvervsmand fra Amager flere gange sammen.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage, da han fortalte, at han inderligt fortryder, at han tog nogle beslutninger, der i sidste ende førte til et drab.
Et drab, der i dag betyder, at han har siddet varetægtsfængslet i næsten et år og er tiltalt i en drabssag.
Selv er den 57-årige tiltalt for medvirken til grov vold ved at have tilskyndet til og været med til planlægningen af det overfald, der kostede bestyreren af Dragør Fort René Carstensen livet 22. januar 2023.

Erhvervsmanden nægter sig skyldig i, at det overfald han bestilte skulle have ført til drab.
»Det er slet ikke det, som jeg ville. Der skulle slet ikke ske noget, det var noget helt andet, som jeg ville,« forklarer han.
Fire andre mænd er ligeledes tiltalt i sagen. Her er to Bandidosrockere tiltalt for selve drabet, mens en eksrocker og et højtstående medlem af Bandidos er, som erhvervsmanden, tiltalt for medvirken til grov vold ved at have tilskyndet til overfaldet og planlægningen. De fire nægter sig også skyldige.
Strid om virksomhed
Ifølge den 57-årige var den oprindelige plan, at nogen skulle tage en 'snak' med René Carstensen. I yderste konsekvens skulle han have haft et par lussinger, men så heller ikke mere, forklarer han.
Han fortalte videre, at det hele skulle bunde i en strid, som hans kone angiveligt lå i med bestyreren af Dragør Fort.
Ægteparret havde en wellness virksomhed på fortet, hvor der skulle være uoverensstemmelser omkring flere forhold omkring lejemålet.
Det fik anklageren til at dokumentere flere mails, som den afdøde bestyrer skulle have sendt til erhvervsmandens kone – mails med advarsler, klager og et varsel om udsmidning på grund af virksomhedens gæsters opførsel.
»Jeg kan ikke se, at det skulle være andet end chikane på det tidspunkt,« fortæller han.
Og det skulle være herfra, at han ifølge sig selv kun tog dårlige beslutninger. Blandt andet da han fik sin ven – den medtiltalte eksrocker – til at hænge 100 plakater op i Dragør med rygter om René Carstensen.
»Fra den dag af tog jeg dumme beslutninger. Jeg er skyldig, og jeg skal dømmes. Det var kun dumme beslutninger fra den dag.«
Brutalt knivoverfald
Plakaterne havde den modsatte effekt af, hvad han havde håbet ville ske. For han havde håbet, at de kunne lade advokaterne overtage striden og ordne det den vej, men sådan gik det ikke.
»Han skruer op – alting bliver bare meget værre,« fortæller han.

Derfor fik han sin gamle rockerven til at hyre nogle folk til afstraffelsesopgaven. En ven, der i tæt på 20 år var medlem af rockerklubben Bandidos.
Men det gik ikke, som de havde planlagt.
22. januar mistede René Carstensen livet under et brutalt overfald. Her blev han stukket syv gange med en kniv, hvor fire af dem var dræbende stik i brystkassen og hjertet. Derudover blev han slået utallige gange med en hammer på kroppen.
»Jeg ville ønske, jeg selv havde gjort det (taget en snak med René Carstensen, red.),« svarer den 57-årige muskuløse erhvervsmand, da han bliver spurgt, hvorfor han ikke tog affæren i egen hånd.
Fortryder handlinger
Det står klart efter fire dage i Københavns Byret, hvor erhvervsmanden selv flere gange siger, at han er skyldig og er klar til at afsone sin straf.
»Jeg har sonet og skal sone for mine forbrydelser,« siger han, men han nægter, at det var planen, at René Carstensen skulle dræbes.
Er han din problemknuser og muskelmand (den medtiltalte eksrocker, red.), spørger anklageren.
»Nej,« svarer han.
Erhvervsmanden fortæller videre, at han har brugt det seneste år i fængslet på at finde ud af, hvordan det, som han bestilte – et par flade, kunne gå så galt.
»Jeg ved det ikke,« siger han.
Tiden har han også brugt til at skrive en 1.200 siders lang bog om sine følelser, fortæller han, da anklageren fortæller, at politiet har fundet den under en ransagning i hans celle.
Retssagen forventes afsluttet i april, hvor der efter planen falder dom.
B.T. følger sagen.
Lyt til B.T.s kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' om drabet på Dragør Fort her, eller hvor du plejer at høre podcast.