De to 36-årige mænd, der er sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, har tidligere både begået kriminalitet sammen og på egen hånd.

Det viser flere dombøger fra retten i Aalborg og Hjørring, som B.T. har søgt aktindsigt i.

I et grundlovsforhør torsdag nægtede de sig begge skyldige i at have dræbt den 22-årige sygeplejerskestuderende. Her blev den ene af mændene fængslet i fire uger og den anden løsladt.

Men det er langtfra første gang, at de to har befundet sig i de danske retssale.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv til journalist Thomas Riber-Sellebjerg på tris@bt.dk.

Første gang, den ene af de to sad på anklagebænken, var i 2010. Her blev den nu varetægtsfængslede mand idømt 60 dages fængsel for at udsætte andres liv for fare og for blufærdighedskrænkelse.

Den dengang 24-årige mand blev dømt for at have udsat sin ekskæreste og dennes mors liv for fare, da han i slutningen af april i 2009 med en skævbidder klippede bremserørene over på deres VW Golf.

Heldigvis opdagede familien, at bilens bremser ikke virkede, og ingen kom til skade.

Men det var ikke det eneste forhold. For ifølge dombogen blev han også dømt for blufærdighedskrænkelse, da han 8. maj 2005 belurede en ung kvinde gennem et vindue og efterlod sæd på ruden.

Kvinden forklarede i retten, at hun havde været til fest hos nogle venner. Hun cyklede alene hjem, hvilket hun havde ringet til sin mor og fortalt. Hjemme på sit værelse havde hun skiftet til nattøj og var i gang med at fjerne makeup, da hun hørte en puslen ved vinduet. Gennem persiennerne kunne hun se en skikkelse.

»Lige neden under vinduet så hun en elefanthue, der kiggede op på hende. Vedkommende sad på hug,« forklarede kvinden og fortalte, at manden kort efter forsvandt.

I 2013 var de to barndomsvenner, der begge er uddannet håndværkere, igen på kant med loven. Denne gang sammen.

De to mænd sad på anklagebænken i retten i Hjørring 22. maj det år. Her blev de dømt at udgive sig for at være politibetjente med falske legitimationsskilte.

Ifølge dombogen var det året før, at de to kammerater fra Vendsyssel ville ind til en ungdomsfest i et festtelt til Dana Cup i Hjørring. Her var de henholdsvis 26 og 27 år.

Ifølge dombogen gik de hen til festteltet på Thomas Morilds Vej i Hjørring torsdag 26. juli klokken 22. Ved indgangen til festteltet stod en vagt. De fortalte ham, at de var fra politiet, og fremviste politilegitimation. Vagten lod de to mænd komme ind i teltet til festen.

Dagen efter var de på spil igen. Men her blev de stoppet, da den samme vagt blev mistroisk ved de to mænd. Han nægtede dem adgang og kontaktede politiet.

Det fremgår af dombogen, at de to mænd blev kendt skyldige, da de erkendte sig skyldige efter straffelovens paragraf 131. De slap for straf, hvis de overholdte en række betingelser fremsat af dommeren. Her måtte de ikke begå ny kriminalitet i et år.

Tre år efter var den gal igen. Igen er det en tidligere dombog, der afslører de to mænds tidligere kriminalitet. Dokumenter fra retten i Hjørring viser, at den nu løsladte mand igen sad på anklagebænken i 2016.

Her fremgår det, at den 36-årige håndværker blev dømt for hele syv forhold, hvor han filmede og belurede flere forskellige kvinder. Han var tiltalt for i alt otte forhold, men det sidste forhold i anklageskriftet fra 2010 bortfaldt på grund af forældelsesfristen.

Ifølge dombogen fra 31. maj 2016 stod blufærdighedskrænkelserne på i perioden 2011 og frem til 2014.

Den dengang 25-årige mand blev dømt for i en årrække at have sat flere kameraer op i sit hjem, hvor han filmede kvinderne uden deres viden.

I et af sagens andre forhold filmede han ind gennem et nøglehul i et hus, hvor han gennem sit arbejde var i gang med at skifte vinduer. Her tog han ifølge dombogen billeder af pigens blottede bryster gennem nøglehullet.

Den nu 36-årige mand blev kendt skyldig i alle syv forhold og idømt en betinget fængselsstraf på tre måneder og dømt til at udføre 80 timers samfundstjeneste. Derudover skulle han betale 12.500 kroner i erstatning fordelt til fire af ofrene.

Nordjyllands Politi har bekræftet, at Mia Skadhauge Stevn er død. De ligdele, der blev fundet i Dronninglund Storskov, stammer fra Mia Skadhauge Stevn, oplyste politiet lørdag.

Den 36-årige mand fra Flauenskjold sidder foreløbigt varetægtfængslet frem til 10. marts.