I Aarhus havde en 27-årig mand set sit snit til at blive et par hundrede kroner rigere.

Han havde udset sig en bus på Aarhus Rutebilstation, som en chauffør lige havde parkeret for at gå på toilettet. Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Den 27-årige kom dog ikke langt, da chaufføren nåede tilbage til bussen, idét han trådte ud med tyvekosterne, der lå i en taske.

Buschaufføren formåede at rive tasken med tyvegodset til sig, hvorefter røveren satte i løb væk fra stedet. Samtidigt havde chaufføren råbt af manden, og det opfangede en vågen cyklist, der kom chaufføren til undsætning.

Cyklisten havde lige fået fri fra arbejde ved Østjyllands Politi, hvor han arbejder som betjent, så det blev en kort fyraften, før han skulle i aktion igen.

Betjenten på cyklen fik hurtigt indhentet røveren og holdt ham tilbage, mens chaufføren tilkaldte forstærkning.

Et par af betjentens kolleger ankom til stedet, hvor den 27-årige røver blev anholdt og sigtet for tyveri. I tasken var der byttepenge fra bussen – et par hundrede kroner.

Men her sluttede det ikke for den 27-årige. For på politistationen opgav han navn og fødselsdato. En betjent genkendte dog manden fra en tidligere sag, og politiet fandt derfor ud af, at manden udgav sig for at være en anden. Derfor er den 27-årige også blevet sigtet for at oplyse et falsk navn til politiet.