Fredag eftermiddag var flere parter involveret i et voldsomt færdselsuheld.
Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
En 36-årig motorcyklist fra lokalområdet har i den forbindelse mistet livet. De pårørende er underrettet, fortæller vagthavende Stefan Jensen til B.T.
Ulykken er sket på Suså Landevej mellem Ringsted og Næstved, hvor billeder fra stedet viser en smadret bil og motorcykel.
Motorcyklen brød i brand, men blev hurtigt slukket med en pulverslukker.
Det fortæller pressefotograf Thomas Voss, som har været på stedet de seneste par timer.
Da B.T. talte med ham tidligere på dagen, var han ikke i tvivl om, at motorcyklistens liv ikke stod til at redde, og nu er det bekræftet.
Den anden part i ulykken – en bilist – er i live. Personen er stærkt chokeret over ulykken, men er ikke umiddelbart kommet noget fysisk til skade. Bilisten er dog kørt til tjek.
Pressefotograf Thomas Voss bor i området og fortæller, at han fulgte efter lyden og synet af lægeambulance og politi, der kørte med udrykning til stedet.
Thomas Voss nåede hen til området, før politiet spærrede det af, og fik lov til at blive ved ulykken, som han løbende har observeret på afstand.
Årsagen til færdselsulykken er et frontalt sammenstød mellem motorcykel og bil, men hvilken part, der var skyld i ulykken, skal en bilinspektør på stedet klarlægge.
Politiet afventer en rapport.
I mellemtiden henviser politiet til, at man finder andre ruter uden om Suså Landevej.
Hvornår, det er muligt at komme igennem, ved politiet stadig ikke.
Opdateres ...



