5. april 1994 startede ganske almindeligt på Aarhus Universitet. Men det endte med at blive dagen for Danmarks første og eneste skoleskyderi.
Mandag sad en 27-årig mand i Retten i Aalborg. Tiltalt for samme plan. I et 150 siders manifest har han beskrevet, hvordan hans mål i livet var »at slå så mange ihjel, inden jeg dør«. Aarhus Universitet var et af målene.
På mange måder minder de to sager om hinanden. Gerningsmænd med et stort kvindehad, en fascination af massemordere og skoler som målet.
Den 27-årige nåede ikke at føre planen ud i livet. Helt anderledes gik det på Aarhus Universitet i 1994, da Flemming Nielsen skød og dræbte to kvindelige studerende og sårede flere.
»Det er mærkeligt, hvordan historien gentager sig. Man skulle næsten tro, han kendte historien. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte, han havde planer om det samme sted,« siger Fritz Kofod, der var den første Falck-redder på stedet.
Fritz Kofod var på arbejde. Hans makker Thorvald, eleven Benny og han selv var lige ved at køre tilbage på stationen til frokost, da de hørte sirenerne.
Lige efter kom meldingen: Kør til Aarhus Universitet med det samme.
»Det er klart, når jeg hører om en 27-årig, der planlægger et skoleskyderi på Aarhus Universitet, så tænker jeg tilbage på dengang. Det kan jeg ikke undgå, når jeg hører om skoleskyderier,« siger Claus Gade Sørensen, der studerede på Aarhus Universitet i 1994.
Claus Gade Sørensen sad i kantinen på Aarhus Universitets Trøjborg-afdeling, kort inden Fritz Kofod fik meldingen over radioen.
Han læste kunsthistorie og var tilbage første dag efter påskeferien. Midt imellem kaffesluprende studerende, småsnak og i en samtale med studiekammeraten Marianne lød der brag.
»Det lød meget voldsomt. Som en tung metaldør, der smækkede, eller et skab, der væltede. Ikke som skud. Det overvejede jeg overhovedet ikke, at det kunne være. Indtil vi hørte skrig, og vores veninde kom løbende ind fra den anden kantine og råbte: ‘Han har et gevær.' Der går det op for os, at det her er alvor,« fortæller Claus Gade Sørensen.
Claus Gade Sørensen får hurtigt hevet veninden Marianne med og flygtet væk fra kantinen. De skal ud gennem køkkenet og må kravle igennem en smal åbning.
»Jeg hopper op i opvasken og kravler på alle fire igennem åbningen. Jeg kan nærmest se mig selv oppefra mellem beskidte tallerkener, kopper og bestik sætte en hånd foran den anden,« siger Claus Gade Sørensen.
Han kommer gennem køkkenet, ud på gangen og hen til mønttelefonen, hvor han ringer til politiet.
»Jeg får sagt meget hurtigt: 'Der er en mand med et gevær,' hvor vi er, hvad jeg hedder, og at de skal sende politi og ambulancer. Så beder de mig gentage det langsommere. Jeg står og tænker, det tager utrolig lang tid, for hvis gerningsmanden fortsætter, så vil jeg være det første, han ser, hvis han går ned for enden ad gangen,« husker Claus Gade Sørensen tilbage.
Og gerningsmanden fortsatte. Men lige inden han gik ud på gangen, drejede han til venstre, gik ud på toilettet, hvor han tog livet af sig selv.
Claus Gade Sørensen når ud på gaden, hvor de studerende, der slap ud, står samlet.
Der bliver Fritz Kofod, der kravler ind gennem et smalt vindue til kantinen på Aarhus Universitet sammen med eleven Benny, mødt af et syn, han aldrig glemmer.
»Der var blod på væggene, og man kunne lugte det. Og så var der helt stille. Rungende stille.«
»Med det samme ser vi en ung kvinde, der desværre er blevet skudt. Alt fra skulderen og opefter er sådan set væk. Jeg siger til betjenten, at hende kan vi ikke gøre så meget ved. Det ved han godt, 'men der ligger to mere ved siden af', svarer han. Der når jeg at tænke: 'What the fuck', for at sige det, som det er,« fortæller Fritz Kofod.
Ganske rigtigt lå yderligere to kvinder på gulvet i den anden kantine. Fritz Kofod kan se, de er blevet skudt på klos hold, og umiddelbart tror han ikke, der er mere, de kan gøre.
»Pludselig forsvinder betjenten, og vi når at tænke, hvad i alverden vi skal gøre, vi aner ikke, om gerningsmanden stadig er derinde på fri fod. Hvis han har et oversavet jagtgevær, så var vi ikke så interesserede i at møde ham. Men pludselig kan vi høre en stønnen, og så tager situationen en drejning,« siger Fritz Kofod.
Den ene kvinde viser sig at være i live, og Fritz Kofod og eleven Benny yder førstehjælp, inden narkoselægerne når frem »på hvad der føles som 100 år efter, men nok egentlig var ganske kort tid«.
Kvinden overlevede, og det er, hvad der har fyldt mest ved Fritz Kofod siden.
»Vi blev kontaktet, om vi ville møde hende bagefter. Det siger vi normalt aldrig ja til. Vi tager på arbejde, gør vores job, og så tager vi hjem. Men for vores egen skyld ville vi faktisk gerne se hende og se, at hun havde det godt,« siger Claus Kofod og uddyber:
»Det var så voldsom en situation. Man er i en osteklokke bagefter og forstår ikke helt, hvad man har været ude for, og man er påvirket. I dag er jeg bedemand, og jeg kører stadig tit forbi området, når jeg skal til kommunehospitalet. Så ruller filmen igennem mit hoved igen. Jeg er glad for, at jeg kunne redde en. Men jeg kunne ikke redde dem alle, og det forsvinder aldrig,« afslutter Fritz Kofod.
I 1994 skød gerningsmanden Flemming Nielsen sig selv på et toilet på Aarhus Universitet.
3. februar forventes der at falde endelig dom over den 27-årige nordjyske mand, der planlagde skoleskyderi på blandt andet Aarhus Universitet.
