Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at der fredag var godt gang i gaden i forbindelse med den famøse J-dag i Odense.

Men for en 22-årig mand blev det måske lige lovligt festligt, og han endte med at skulle sove rusen ud på politigården.

Og så kunne han desuden gå fra detentionen dagen efter med en bøde i hånden. Det oplyser Søren Frederiksen, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, mandag.

»Ude foran beværtningen Butchers var der en del uoverensstemmelser mellem en ung mand og dørmanden. Den unge mand ville simpelthen ikke forlade stedet og hidsede sig gevaldigt op i den forbindelse,« siger Søren Frederiksen.

Den unge mand, som altså er 22 år gammel, endte med at råbe højt op, og det fik i sidste ende politiet til at skride ind.

Betjentene var nødt til at anholde ham.

»Den unge mand modtog i den forbindelse en bøde for forstyrrelse af den offentlige orden,« siger vicepolitiinspektøren.

Og det var nok ikke helt sådan, den 22-årige havde forestillet sig, at den festlige dag skulle ende. Men sådan blev det altså alligevel.