Pengeskabe, møntskatte og mysterier. Det lyder som opskriften på et eventyr, og det var også lige, hvad det var for Bjørn Hansens søn.
Familien var i gang med at pynte op til halloween, og faren bad sin niårige søn Kalle Kjær Hansen og veninden Alma Noe Westberg om at gå ned og samle blomster til et udsmykningsgravsted, de havde lavet i haven.
Men på deres blomsterjagt fandt børnene noget, der var langt mere interessant.
»Pludselig hører jeg, at der er nogen, der kalder 'far', men jeg er ikke helt sikker på, om det er min søn. Jeg fandt ud af, det var Kalle, men jeg var lidt træt og orkede nærmest ikke helt at gå derned,« indleder Bjørn Hansen sin historie.
»Jeg havde nok lidt den der attitude 'okay, så lad os kigge på det', selvom børnene virkede meget begejstrede,« lyder det fra faren.
Men selvom han ikke deler børnenes entusiasme i starten, kan han godt se, at der ligger en større firkantet genstand i søen i Roesskovsparken nær familiens hjem i den odenseanske forstad Bolbro.
Bjørn Hansen indvilger i at få skatten i land, som børnene beder om, og får hentet gummistøvler og en rive.
»Den var jo helt vildt tung. Da jeg prøver at få den i land med et ryk, er jeg selv ved at stå på næsen i,« siger Hansen om sin debut som skattejæger.
Langsomt får han dog tingesten rullet i land.
Bjærgningsarbejdet sker under skarp overvågning af de to niårige, og det viser sig, at det er et stort åbent pengeskab, der ligger i søen. Fuldt ud udstyret med frøer og mosevand.
Og da pengeskabet er reddet i land, bliver sagen først spændende.
»Børnene er jo helt ekstatiske. Vi kan se, at der er en masse hvide ark, men så finder vi også fire-fem mapper, som er fyldt med mønter.«
En møntsamling af en betydelig kvalitet, kan Bjørn Hansen senere konstatere. Han får nemlig besøg af en ven, som selv samler på mønter.
»På et tidspunkt lander min ven ved nogle tyske mønter fra Anden Verdenskrig, og der kan jeg ligesom fornemme, at de er rimeligt almindelige, men så lægger han mærke til, mønterne er lagt i kronologisk orden, og så begynder han at bladre bagud. Og så er det, han bliver mere og mere vild i blikket.«
Bjørn Hansen griner og fortæller, at han ikke tidligere har oplevet sin ven på den måde.
Vennen fortalte blandt andet Bjørn Hansen, at der er nogle rigtig sjældne mønter fra en tid, hvor de tyske kejsere regerede.
»Min ven sagde til mig, at det var en af de helt store (blandt møntsamlere, red,), og at der måtte være tale om nogens livsværk. Det er i hvert fald ikke lige sådan en samling, man får stablet på benene over nogle måneder.«
Til at starte med kunne Bjørn Hansens søn og hans veninde ikke forstå, at de ikke måtte beholde skatten, da det jo var dem, der havde fundet den.
Det løste sig dog, da Bjørn Hansen forklarede dem om begrebet findeløn, og da sønnen samme aften til og med fik lov at møde de betjente, som kom for at kigge på det store fund, var han slet ikke til at skyde igennem.
Ordensmagten er nu i gang med at finde den retmæssige ejer, hvilket endnu ikke er lykkedes. Bjørn Hansen håber dog, at pengeskab og mønter kan finde tilbage til vedkommende.
